30-årig mand kendt skyldig i Blok M-drabet

En mand er dømt til forvaring, efter Sermersooq Kredsret fandt ham skyldig i drabet på sin kæreste i Nuuk i august 2025.

Hele sagen kunne gennemgås på en enkelt dag i Sermersooq Kredsret i Nuuk.
Offentliggjort

Sermersooq Kredsret i Nuuk har tirsdag eftermiddag fundet en 30-årig mand skyldig i at dræbe en kvinde ved vold og kvælning. Offeret var hans kæreste, en 44-årig kvinde. 

Retten vurderer den dømte mand så farlig, at lovens strengeste foranstaltning kommer i brug: Manden er dermed idømt forvaring på ubestemt tid. 

– Vi har fundet dig skyldig i drab. Vores begrundelse er den fremlagte dokumentation fra obduktionen. Der er indikation på, at der har været tale om et halsgreb, som hun er død af, sagde kredsdommeren ved oplæsning af dommen sent tirsdag eftermiddag. 

Den 30-årige mand erkendte i retten, at kvinden var død efter en konfrontation mellem de to, som fandt sted natten mellem 6. og 7. august 2025 på deres fælles bopæl i Blok M i Nuuk. 

Manden tilstod dog ikke manddrab. Ifølge ham selv havde han forsvaret sig mod kvindens udfald med kniv og ikke ønsket at dræbe hende. Han havde også forsøgt at redde hende med førstehjælp, påstod han tirsdag.

– Han skifter jo forklaring, som vinden blæser, sagde anklager Kristian Buskov, med henvisning til den 30-årige mands forskellige udlægninger af forløbet i løbet af sagen.

Domsmandsretten købte heller ikke den tiltaltes nye forklaring. Dommeren konstaterede, at han ikke havde gjort noget for at redde kvindens liv, efter han havde slået og kvalt hende.

Ekspertudtalelser pegede mod forvaring

I løbet af tirsdagen hørte retten fra fire vidner, som på forskellig måde var i berøring med sagens hovedpersoner. Blandt dem var den dræbte kvindes datter, der bekræftede, at der var tale om et voldeligt forhold mellem offer og gerningsmand.

– Min mor fik ofte tæsk af ham, fortalte hun.

Ingen vidner var dog til stede i soveværelset, hvor kvinden døde. Tættest på var offerets mor, der befandt sig i køkkenet. 

Valget af forvaring som foranstaltning var underbygget af mentalundersøgelsen og en udtalelse fra Retslægerådet. 

Det fremgik blandt andet, at manden er stort set ligeglad med andre menneskers tanker og følelser og ude af stand til at sætte sig ind i disse. Derudover var et misbrug af alkohol og cannabis til at skærpe eksperternes vurdering af mandens farlighed. 

Afvigende personlighed

Den dømte har angivelig en “svært afvigende personlighedsstruktur”. Han er imidlertid ikke sindssyg, og han er normalt begavet.

Anklageren påpegede i øvrigt en tidligere sag, hvor den nu dømte mand ligeledes havde taget kvælertag på en ekskæreste og stukket hende med en kniv. Dengang dog uden dødelig udgang.

Forsvarer Finn Meinel argumenterede for, at hans klient havde handlet i nødværge. Han mente også, at forvaring var for vidtgående en foranstaltning, selv hvis retten fandt hans klient skyldig.

Det rokkede dog ikke ved rettens afgørelse. Men den 30-årige mand har stadig mulighed for at anke dommen til Grønlands Landsret. Det har han to uger efter dommen til at overveje, om han ønsker.

Powered by Labrador CMS