24-årig amerikaner vinder 5,1 milliard kroner i lotto

Manuel Franco fra USA vinder landets tredje største lottogevinst nogensinde. Han gav ti dollar for kuponerne.

Offentliggjort

En 24-årig amerikaner har vundet 768 millioner dollar, svarende til 5,1 milliard kroner, i lottospillet Powerball.

Manuel Franco fra Milwaukee i Wisconsin købte fem lottokuponer for i alt ti dollar, fordi han "følte sig heldig".

Gevinsten på 5,1 milliard kroner er den tredje største lottogevinst i USA nogensinde.

Den største gevinst til en enkeltperson i USA lyder på 5,6 milliarder kroner. Den vandt en anonym person i marts.

Den største gevinst nogensinde lyder på ti milliarder kroner, som tre personer delte.

Franco købte kuponerne på en benzinstation i New Berlin den 27. marts.

- Jeg følte mig så heldig, at jeg kiggede op på sikkerhedskameraet og havde lyst til at blinke til det. Jeg havde den fornemmelse, siger han om sit køb på et pressemøde ifølge NBC News.

Franco fortæller, at han først opdagede, at han havde vundet fire dollar på den ene kupon og var "super glad for det."

- Jeg kiggede på min sidste kupon et nummer ad gangen. Da jeg så, at det første og andet nummer passede, begyndte mit hjerte at hamre, siger Franco.

Da det endelig stod klart, at alle numrene passede, råbte han i ti minutter.

Franco har hyret en række advokater og finansielle rådgivere, og han lovede på pressemødet ikke at øse pengene væk.

Han vil gerne rejse, betale for sin families universitetsudgifter og donere til velgørenhed.

Manuel Franco valgte at få pengene udbetalt i kontanter, hvilket giver en mindre gevinst. Efter skat får han udbetalt 2,2 milliarder kroner.

Powered by Labrador CMS