15 bygninger revet ned i bygd
Borgerne i Qeqertarsuatsiaat er glade for, at faldefærdige bygninger er blevet revet ned
Qeqertarsuatsiaat har fået et løft, så livet ikke længere står så stille, som det var tilfældet for få år siden. Det er der flere årsager til, og en af dem er, at intet mindre end 15 huse er blevet revet ned i sommers.
Nedrivning virker måske som det modsatte af udvikling, men det er det faktisk slet ikke. Tværtimod, skriver Kommuneqarfik Sermersooq.
- Det pynter ikke ligefrem på bygden at se ældre og faldefærdige huse. Nu er her mere rydeligt, siger bygdebestyrelsesformand Manassinnguak Noahsen til kommunens hjemmeside.
Selvom det virker som et paradoks, er der tomme huse og boligmangel på samme tid. Det skyldes, at de tomme huse ikke længere er egnet til beboelse, og at det ikke kan svare sig at sætte dem i stand.
- Derfor er der stadig en udfordring med venteliste, hvilket man slås med mange steder over hele landet. Heldigvis er der taget 350 nye kommunale boliger i brug i løbet af det seneste år fordelt over hele Kommuneqarfik Sermersooq, lyder det fra kommunen.