Udvalg afviser at nedlægge museum
Kommuneqarfik Sermersooqs forvaltning har indstillet, at Ivittuut Mine- og Mineralmuseum nedlægges og samlingen overdrages til Nationalmuseet, men det afviser politikerne.
De seneste otte til ni år har Ivittuut Mine og Mineralmuseums samling været opmagasineret på kommunens regning uden værdi for borgerne.
På den baggrund har forvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq indstillet til kommunens Udvalg for Økonomi og Erhverv, at museet nedlægges og samlingen overdrages til Nationalmuseet.
- Der bør tages stilling til museets fremtid ud fra hensynet til at nedbringe kulturudgifter uden værdi for borgerne, samt hensynet til at museets samling rummer muligheder for formidling af en unik del af landets kulturhistorie og geologi, skriver forvaltningen.
Der kan spares 72.000 kroner om året på kulturbudgettet, som kan bruges på andre aktiviteter, hvis museet nedlægges.
Udvalget har dog afvist forvaltningens indstilling og i stedet indstillet til kommunalbestyrelsen, at man går videre med en alternativ løsning, hvor man søger museumsnævnet om sammenlægning af Ivittuut Museum og Paamiut museum.
Samling opmagasineret i seks containere
- I denne model vil det mest oplagte være også at sammenlægge organisationen med Nuuk Lokalhistoriske museum. Kulturhistorien og den geologiske samling fra Ivittuut vil så kunne formidles både i Nuuk, Paamiut og Ivittuut, skriver forvaltningen.
Ifølge kommunen har Ivittuut Museums samling siden 2014 været opmagasineret i Nuuk i seks containere, hvoraf tre er opvarmede. Hertil kommer et par maskiner, som står udendørs.
Ivittuut Museum formidlede geologi og kulturhistorie om minedrift og samfundsforhold, og museet var i drift som godkendt museum i årene 2006 til 2012. Forvaltningen skriver, at godkendelsen fortsat gælder, men at museet har ikke fungeret som organisation siden 2013.