Svends skuespillerdebut: En kæmpe fornøjelse

For Svend Hardenberg er det første gang, han står foran kameraet i en tv-produktion. Han har nydt at spille over for så professionelle skuespillere som Sidse Babett Knudsen og Mikkel Boe Følsgaard i den kommende sæson af Borgen.

Svend Hardenberg i rollen som Grønlands udenrigs- og råstofminister, Hans Eliassen.
Offentliggjort

Det første afsnit i TV-serien Borgen, der har et gigantisk oliefund i Grønland som historiens politiske midtpunkt, rullede i går over skærmen. Senere vises serien i over 190 lande på Netflix. En kæmpe eksponering. Selvstændighed, klimaændringer og stormagters interesser i Arktis er andre elementer i serien. Ekstraordinært bringer hjemmesiden tre AG-artikler om den nye omgang Borgen.

- Det har været hektisk. Men også rigtigt fedt at være med i så stor en
produktion. Svend Hardenberg står foran sin debut som skuespiller, når fjerde sæson af »Borgen« ruller over skærmen fra på søndag. Her spiller han en central grønlandsk minister, som møder den danske regering.

Det er ikke, fordi selve filmproduktion er ny is for Svend Hardenberg. Han arbejder som ansvarlig for Grønland med store filmproduktioner på logistiksiden sammen med det islandske produktionsselskab True North, som blandt andet er involveret i James Bond og Star Wars-film.

Lidt absurd og komisk

Svend Hardenberg fik til opgave at introducere Borgen-filmholdet til Grønland, hvor han og hans hustru Julie Edel Hardenberg lavede workshops i to uger for gruppen, der inkluderede manuskriptforfatter Adam Price og instruktøren Per Fly. Efter opholdet i Grønland ringede Per Fly til Svend Hardenberg og opfordrede ham til at gå til casting.

- Jeg grinte jo bare, for jeg syntes, det var lidt absurd og komisk. Og jeg havde ikke tid, sagde jeg til ham, fortæller Svend Hardenberg.

Men Per Fly insisterede, for efter opholdet i Grønland havde de ændret udtrykket på den karakter, som de ønskede at Svend Hardenberg skulle spille.

- Han kunne se en idé i at jeg prøvede kræfter med rollen, så det kunne få det udtryk i rollen, som jeg skulle spille, siger Svend Hardenberg.

Den første casting gik godt og han blev sendt til en ny casting med flere replikker. Derefter bad Per Fly ham om at komme til en workshop, hvor han skulle afprøve de mere følelsesmæssige sider af skuespil.

I to dage skulle Svend Hardenberg lave improvisationer foran et rullende kamera, hvor Per Fly instruerede.

- Det var han meget glad for, og så fik jeg tilbudt rollen. Og sagde ja, fortæller Svend Hardenberg, der har brugt omkring et halvt års tid på arbejdet.

Han forklarer, at utroligt meget tid går med forberedelse, rejsedage og ventetid, under en filmproduktion. Heldigvis kunne han arbejde med sit øvrige arbejde i ventetiden.

Professionalisme der inspirerer

- Det har været rigtigt fedt at være med, for der er så mange professionelle mennesker, siger Svend Hardenberg.

Han forklarer at Borgen er så stor en produktion, at alle der er koblet på projektet er super professionelle lige fra skuespillere over chauffører til sminke- og kamerafolk.

- Det har været en fornøjelse at være med i det, for det inspirerer også en selv til at gøre sit bedste, siger han.

Nogle af de største øjeblikke under indspilningerne har været scenerne, hvor han har skullet stå over for seriens hovedrolleindehaver, Sidse Babett Knudsen.

Fjerde sæson af »Borgen«​​​​​​

Søndag den 13. februar 2022 får fjerde sæson af tv-serien »Borgen – Riget, Magten og Æren« premiere. Afsættet for denne sæson er et oliefund i Grønland, der tester rammerne for Rigsfællesskabet.
Seriens nye (grønlandske) ansigter er Svend Hardenberg og Nivi Pedersen, der spiller henholdsvis grønlandske udenrigs- og råstofminister, Hans Eliassen og embedsmand Emmy Rasmussen. De skal på Grønlands vegne stå for den svære forhandling med Danmark omkring oliefundet i Grønland. Sidse Babett Knudsen spiller udenrigsminister Birgitte
Nyborg, som får sin sag for i løbet af de otte afsnit, som sæsonen rummer.
Denne sæson er produceret af SAM Productions til DR og er blevet til i
samarbejde med Netflix.
Adam Price er seriens idémand og manuskriptforfatter, mens Per Fly
er instruktør.


- Hun er så professionel og så dygtig. Man tager sig selv i at stå og tænke: Hold da op. For hun har så stor en palette af tage af. Det har virkelig gjort indtryk. At opleve det i skalaen en til en, det gør indtryk, siger Svend Hardenberg.

Dog er han ikke så bidt af skuespil, at han har tænkt sig at lave et karriereskift og gå efter flere roller.

- Nu har jeg prøvet det og det er fedt, men jeg har jo travlt med alt muligt andet. Så må vi jo se, siger erhvervsmanden, der udover at lede flere selskaber også er bestyrelsesformand hos KNI A/S og ligeledes sidder i bestyrelsen for Ilisimatusarfik.

- Hvis der kommer et interessant projekt, vil jeg da overveje det, siger Svend Hardenberg.
Udover skuespillerne Sidse Babett Knudsen og Mikkel Boe Følsgaard, nævner han også Nivi Pedersen og sin kone, Julie Edel Hardenberg, som har hjulpet ham med at læse replikker.

- Det er trods alt nemmere, når man har nogen at øve dialogen med, siger Svend Hardenberg.

Politisk miljø

Mens det har været udfordrende med de mere følelsesmæssige scener, har det ikke været svært for ham at finde inspiration til rollen som grønlandsk politiker.

- Jeg er opvokset i et politisk miljø. Mine forældre var politisk interesserede og min bedstefar sad i Grønlandsrådet. Og jeg har været tæt på Jonathan (Motzfeldt, red.) og andre centrale politikere gennem min opvækst, fortæller han.

Når »Borgen« slippes løs på søndag på Netflix, bliver Svend Hardenberg et kendt ansigt i 190 lande, som streamingtjenesten når ud til.

- Det bliver spændende at se, hvad der sker, når karakteren Hans bliver »flermands-eje.« Jeg
glæder mig til at se, hvad den effekt betyder, siger Svend Hardenberg, der har screenet de tre første afsnit af serien og er begejstret.

- Alle kan glæde sig. Og det bliver fedt at snakke om den bagefter, når folk har set serien, siger han.

Køb avisen AG her:

Powered by Labrador CMS