Skød narhval med sine to døtre

Paninnguaq sejler med sine to døtre, Petra og Naja Vena, et sted i Uummannaqs fjord.

Pigerne har været meget oppe at køre, da de vil med på jagt sammen med mor.

Det er weekend, hvilket passer Paninnguaq perfekt, da der ikke er skole. Derfor kan de i ro og mag tage på narhvaljagt sammen.

De sejler væk fra de andre både, fordi det kan blive ret farligt, når mange både forsøger at skyde narhvaler på samme tid.

Den friske, kolde luft niver blidt i Paninnguaqs kinder. For hende føles kulden som et velkendt pust fra barndommen, hvor hun fulgte sin far ud på isen. Dengang kørte de med hundeslæde og fiskede sammen, og lyden af knitrende sne og hundenes gøen ligger stadig som et varmt minde i kroppen.

Ud af det blå kommer en narhval til syne, og pigerne sejler hurtigt mod den. Luften er tung af salt og spænding. Nogle andre både – men få – har også set hvalen.

Paninnguaq prøver at regne ud, hvor hvalen vil svømme hen. Første gang kan hun ikke kaste harpunen. Det var umuligt. Bølgerne vugger båden utrætteligt, som om havet også tester hendes tålmodighed. Lige pludselig kommer hvalen til syne på overfladen lige ved siden af båden. Paninnguaq kan se, at den har en lang og flot tand. Hun skyder den. Med det samme bliver havet rødt - et tegn på, at hun har ramt hvalen.

For Paninnguaq er det en ubekrivelig følelse. Hun kender narhvalsjagten, men kun som sin mands makker. Denne sæson står hun for første gang på egne ben, og det giver jagten en ny tyngde. En kæmpe narhval rigere og sikkerhed på, at der vil være mad til hele familien og mattak til kaffemikken, drager pigerne tilbage til land.

Selvstændig fisker

Paninnguaq A. Qvist er 37 år og bor i Uummannaq sammen med sin mand og deres tre børn.

- Jeg har været fisker siden 2017, men jeg havde svært ved at få licensen, fordi jeg var over 30 år, fortæller Paninnguaq A. Qvist til AG.

Efter flere års venten og forskellige andre jobs her og der, kunne Paninnguaq – tidligere på året - endelig kalde sig for selvstændig fisker.

- Jeg blev så lykkelig, og hold kæft, jeg fiskede meget, smiler hun.

For det er der Paninnguaq A. Qvist skal være. På havet og fiske. Hun har haft andre jobs før, men mest af nødvendighed.

- Jeg fik et barn tidligt, så jeg kunne ikke være væk fra barnet i lang tid, derfor måtte jeg få mig et job i land, fortæller hun.

Men det har været svært at skulle sidde indenfor, især om sommeren og især når vejret er fantastisk.

- Også om foråret bliver det ret svært for mig at sidde indenfor og arbejde. Lysten til at sejle er uimodståelig på den tid, siger Paninnguaq A. Qvist, der også går på moskusjagt, sæljagt og om foråret prøver hun at skyde sæler på isen.

- Men det er fiskeriet, jeg prioriterer højst. Og jeg drømmer også om at gå på rensdyrjagt en dag, og gå meget langt i fjeldene, det har jeg ikke prøvet før, siger hun.

Paninnguaq A. Qvist viser – med hårdt arbejde og stædighed – at modet til at følge ens drømme, kan bære en langt.

- Jeg er ikke den bedste fanger. Men jeg lærer noget hver eneste dag og får inspiration hver dag. Det er altid spændende, siger hun.

Den første narhval

Året 2019.

- Det var året, hvor jeg fangede min første narhval sammen med min mand. Han skød den først og jeg kastede med harpunen og dræbte den, siger Paninnguaq A. Qvist.

Hun har ikke tal på, hvor mange narhvaler, hun har været med til at fange.

Følelsen af at kunne skyde og dræbe en narhval er overvældende og giver meget stolthed for hende.

- Når man selv har skudt en hval, flænset den, taget den med hjem, børnene vil spise den, eller man kan servere den til kaffemikker... Det er en ubeskrivelig følelse, fortæller Paninnguaq A. Qvist.

Det er aldrig til at vide, om man fanger noget, da man nogle gange kommer tomhændet hjem.

- Nogle gange er man meget uheldig, men andre gange er man meget heldig. Sådan er det. Det eneste år, siden 2019, hvor jeg ikke har fanget en narhval, er for to år siden, fortæller hun.

- Der er ikke mange kvindelige narhvalsfangere, og jeg er meget glad for, at jeg er en af dem. Jeg elsker det, siger hun.

Da selve fangsten kan være livsfarlig, dukker tvivlen og bekymringen ind i mellem op hos Paninnguaq A. Qvist.

- Tankerne myldrer lidt, når det er narhvalsæson. Især når man har børn. Hvad hvis jeg ikke kommer hjem igen? Men jeg prøver altid at skubbe de negative tanker væk, fortæller hun.

Mattak suaasat

Mattalaat, mattak med suaasat, eller småstykker af mattak kogt sammen med kødet, krydret med løg og sovs, er nogle af de måder, Paninnguaq og hendes familie tilbereder mattak på.

- Vi putter også mattak i en narhvalstarm. Vi bruger narhvalen i mange forskellige måder. Vi tørrer for eksempel også kødet, fortæller Paninnguaq A. Qvist.

The sky is the limit med mattak. Fyldt med vitaminer, gør den enhver kaffemik lidt bedre, mætter lidt mere, og bringer samtidig en festlig gnist til bordet.

Bag mattak’en er der fangere – der måske har risikeret deres liv – for at andre kan nyde den. Paninnguaq A. Qvist er en af dem. I et erhverv domineret af mænd går hun foran som et forbillede for andre kvinder, der ønsker at skabe deres egen vej.