Repræsentant fra Grønland skal til kur med kongeparret
Kong Frederik får selskab af folk fra hele rigsfællesskabet kort efter overdragelsen af tronen søndag.
Statsminister Mette Frederiksen (S) og Folketingets formand, Søren Gade (V), er på gæstelisten til kongeparrets kur på søndag.
Det oplyser Søren Gade til B.T.
Kuren finder sted lige efter Statsrådet, hvor kronprins Frederik får overdraget tronen. Kort efter kuren udråbes han til konge fra balkonen på Christiansborg Slot.
En repræsentant fra Færøerne og en fra Grønland er også inviteret til kuren. Ingen af dem er nævnt ved navn.
Ifølge mediets oplysninger er seks til otte personer inviteret til kuren.
Mandag offentliggjorde kongehuset hele programmet for selve tronskiftet søndag eftermiddag.
Her fremgik det, at det nytiltrådte kongepar skal afholde sin første kur for "særligt indbudte" på Christiansborg Slot. Men ingen navne blev i første omgang nævnt.
På nuværende tidspunkt ved man, at dagen kommer til at foregå uden besøg fra kronprins Frederiks svigerinder og svoger.
Prins Joachims kone, prinsesse Marie, bliver i hjemmet i Washington D.C. i USA, mens prinsen selv deltager i proklamationen af sin bror søndag.
Derudover vil kun den ene af kronprinsesse Marys søskende rejse til Danmark for at deltage i festlighederne.
Det er den kommende dronnings ældste søster, Jane Alison Stephens, der tager rejsen.
/ritzau/