Prins Henrik fnyser fortsat af titlen som prins

Prinsgemalen fortæller til fransk ugeblad, at han stadig er frustreret over blot at være prins af Danmark

Prins Henrik fortæller til fransk ugeblad, at han stadig er frustreret over blot at være prins af Danmark. Foto: Forsvarets Mediecenter
Offentliggjort

Dronningens mand burde være konge og ikke prins. Det mener Danmarks prins Henrik ifølge et fransk ugeblad, skriver Ekstra Bladet lørdag.

Avisen skriver lørdag, at prinsgemalen fortsat ikke er kommet sig over, at han ikke har fået tildelt titlen som konge af Danmark.

Avisen henviser til et interview med prins Henrik og prinsesse Marie i det franske ugeblad Point de Vue.

- Du, min kære svigerdatter, har et normalt ægteskab, hvor du og din mand er lige. Han er en prins, og du er en prinsesse, siger prins Henrik til det franske blad ifølge Ekstra Bladet.

- Men sådan er det ikke i mit tilfælde. Der er ingen grund til, at jeg ikke skulle være på samme niveau som min kone.

Prins Henrik har tidligere udtrykt sin utilfredshed med sin placering i det royale hierarki. Blandt andet i selvbiografien 'Skæbne forpligter' fra 1996.

Og i 2002 var prins Henrik tydeligt frustreret over, at kronprins Frederik vikarierede som vært ved Nytårskuren, da dronning Margrethe meldte sig syg.

Prins Henrik forklarer til det franske ugeblad, at han deler frustrationen med andre prinsgemaler i Europa.

- Jeg mener, og det vil jeg mene til den dag, jeg dør, at jeg er nummer to. Og i øvrigt er jeg ikke den eneste, der har det sådan. Prins Philip deler holdningen. Det er en omvendt diskrimination.

- Uretfærdigheden er svær at håndtere, slår prins Henrik fast.

Powered by Labrador CMS