Præst: Tom kiste er ikke vores bord
Det er ikke kirkekontoret, der har det primære ansvar for, at en tom kiste blev begravet i Nanortalik tilbage i september sidste år. Det skriver præsten i Nanortalik i en pressemeddelelse.
Da en tom kiste blev begravet i Nanortalik, så var det ikke præstegældet, der havde et medansvar. Det oplyser præst i Nanortalik, Hans Frederiksen i en pressemeddelelse.
Kisten blev i november gravet op igen, efter myndighederne blev opmærksomme på, at den pågældende person ikke var lagt i kisten i første omgang.
I forhold til sagen har forvaltningschefen i Kommune Kujalleq forklaret, at det er tre myndigheder, der har ansvaret: Kommunen, sundhedsvæsenet og kirkekontoret.
- Det er ganske rigtigt, at ansvaret ved bisættelser i Grønland er delt i tre områder, lyder det fra Hans Frederiksen.
Kirkens ansvar er dog et helt andet end forsegling af kisten:
- Det er især vigtigt at indskærpe, at præstegældets del af ansvaret består i, først og fremmest at give trøstende ord til de efterladte og forkynde Guds ord og kærlighed, foruden det praktiske, hvor dødsfaldet inden bisættelsen meddeles til de rette instanser samt jordpåkastelse på kirkegården, forklarer han og udtrykker beklagelse over fejlen.
- Derudover tager sundhedsvæsenet samt kommunens teknisk afdeling sig af de mere praktiske ting, såsom at komme liget i kisten og køre kisten.
Kirken med ved fremtidige forsegling
Efter den graverende fejl har forvaltningschef ved Kommune Kujalleq forklaret, at procedure for kisteforsegling og begravelser undersøges, så lignende fejl fremover undgås.
Det betyder, at bisættelsesmyndigheden fremover skal deltage ved forsegling af kisten, for at sikre, at alt forløber korrekt.
- Hele præstegældet er selvfølgelig indstillet på, at omtalte ulykkelige sag ikke gentages fremover, hvorfor fremgangsmåden nu er revideret således, at bisættelsesmyndigheden fremover skal være til stede inden kisten forsegles, fortæller Hans Frederiksen.