Polarparadiset er velment
Politiken giver Jan Cortzens bog udgivet af Sermitsiaq.AG tre ud af fem stjerner.
Jan Cortzen signerer Polarparadiset til en dansk bogmesse. Foto: Christian Schultz-Lorentzen
Opdateret(kl.15.25 med anmeldelse fra Sermitsiaq) Jan Cortzen, tidligere chefredaktør på Børsen, har skoset de danske medier for ikke at have gidet anmelde hans bog og generelt beskæftige sig for lidt med Grønland. Nu er anmelderstanden ved at få øjnene op for hans bog “Polarparadiset” udgivet af Sermitsiaq.AG sidste år.
Tidligere på måneden anmeldte Kristeligt Dagblad bogen. Anmelderen mente overvejende, at bogen var udmærket. Ritzau Bureau har tillige betegnet bogen som interessant og læsværdig, men udgivelsen får en hårdere medfart fra Politikens anmelder.
- Opbygningen er rodet, og bogen er præget af mange gentagelser, underligt halvkvædede viser og anekdoter, som ikke rigtig bruges til noget, skriver Ellen Ø. Andersen.
Hun mener det er problematisk, at Jan Cortzen ofte undlader at forholde de ansvarlige for sine kritikpunkter eller fremlægge sine beskrivelser over for nogen eksperter. Eksempelvis at de ansvarlige politikere ikke bliver hørt i kapitlet om folkeskolens forfald samt, at der er ikke er nogen sprogkyndig, der forholder sig til, hvorvidt grønlandsk vitterligt er ekstremt svært at lære i forhold til eksempelvis arabisk.
Ellen Ø. Andersen roser til gengæld Jan Cortzens indgang til sit emne.
- Han holder tydeligvis meget af landet og dets indbyggere, men er meget kritisk over for en række aspekter ved det grønlandske samfund, blandt andet det offentliges nærmest altdominerende rolle i økonomien og den politiske indblanding i ledelsen af ikke mindst virksomheden Royal Greenland. Kapitlerne om denne virksomhed, som har en helt central rolle i landets økonomi, om fiskerierhvervet, om fordele og faldgruber ved den mulige minedrift, olieudvinding og planerne om et gigantisk aluminiumssmelteværk, om bloktilskuddet ( 70 procent af beløbet bruges i Danmark ) og om turismen er de bedste i bogen, skriver Politiken.
Jakob Janussen anmeldte Polarparadiset i forrige uge for Sermitsiaq. Han skrev:
- Det er ikke nogen søvndyssende godnatlæsning. Tværtimod, for den har holdt mig vågen 2-3 nætter. En bedre anbefaling findes vel næppe.