Ny forestilling for hele familien - og andre nyskabende teateraktiviteter
Ikarus Stage Arts er klar med teaterforestillingen ’Det blå æble’, der inkluderer sang, dans, klovneri, cirkus og masser af musik. Ud over forestillingen laver Ikarus-gruppen workshops og besøger skoler.
Hele familien kan se frem til teaterforestillingen 'Det blå æble' af Ikarus Stage Arts. En munter fortælling om enhjørninger, der er fast besluttet på at bringe liv og glæde til menneskeheden.
Ud over forestillingen vil Ikarus-gruppen sammen med de tre grønlandske skuespillere Arnaq Petersen, Kristian Mølgaard og Kuka Fleischer lave en workshop på NUIF (Nuuk Ungdom i Fremdrift), besøge alderdomshjemmet samt besøge skoler i Nuuk, Kapisillit og Qaqertarsuatsiaat.
Teaterchef Susanne Andreasen udtaler i en pressemeddelse, at det er planen, at skolebørn skal involveres til Nuuk Nordisk Kulturfestival i maj 2023 - og at forberedelserne allerede er i gang.
- Jeg er rigtig glad for, at vi har besluttet at besøge skolerne i Kapisillit og Qaqertarsuatsiaat. Det er alt for sjældent, at børnene får mulighed for at indgå i et kulturelt projekt sammen med os, siger teaterchefen og tilføjer:
- Temaet for Nuuk Nordisk Kulturfestival 2023 er ’unity’, så jeg ser det som en oplagt mulighed at prøve at skabe et møde mellem børnene fra de steder.
Nyskabende aktiviteter
Forestillingen 'Det blå æble' er en del af Corvus Corax 20XX, som er et samarbejde mellem Grønlands Nationalteater og Nordisk Teaterlaboratorium.
Koreografierne er inspireret af afrikanske og brasilianske danse. Enhjørningerne spiller trutrucas, tamburiner, djember og stoleslagtøj - og alle sange er inspireret af musik fra latinamerika, afrika og balkan.
Med midler fra A. P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og Færchfonden vil de to teatre i skabe en lang række inspirerende og nyskabende teateraktiviteter til og med 2024 i både Danmark og Grønland