Nu skal Gitte tilbage til forskningen

Gitte bøjer sig ned og samler et æg op fra jorden. Det er noget af det, hun elsker allermest i denne sæson: at gå og samle æg i naturen.

Hun er kun en lille pige i børnehavealderen, men allerede vant til de lange ture med sine bedsteforældre, hvor de bor i telt og fanger ørreder til forråd. En dag går de i naturen, de er omringet af duften af lyng og de malerisk betagende fjelde. Gitte bliver træt af at gå. Hun vil bæres. Hun vil ikke gå mere.

Hun er vant til at få sin vilje. Så da ingen vil bære hende, drejer hun stille af og går i en anden retning, uden at nogen opdager det. I et stykke tid leder de uroligt efter hende, indtil de endelig finder hende igen, stående ved en død sæl, som hun nysgerrigt har opdaget.

Det er typisk Gitte. En viljestyrke så solid, at den nogle gange tipper over i stædighed.

Ligesom den tidlige weekendmorgen, hvor hun står i vinduet og ser flere hundeslæder, der kører afsted. Hun beslutter på stedet, at det vil hun også. Hun spørger sin bedstefar, og får et nej. I hvert fald i første omgang. Efter ufattelige mange gentagelser lykkedes det hende, at få onklen til at køre med hundeslæde med hende. Hun havde ingen idé om, hvor koldt det ville blive, eller at turen ville vare det meste af dagen. Da hun endelig kom hjem, gennemfrossen helt ind til knoglerne, spurgte hun aldrig siden sin bedstefar, om hun måtte køre hundeslæde igen.

Den viljestyrke - den stædighed - har fulgt hende gennem hele livet, og båret hende frem. Den har hjulpet hende til at tage en lang uddannelse, skrive en ph.d.-afhandling og siden blive rektor for landets eneste universitet, Ilisimatusarfik.

De første minder

Gitte Adler Reimer bliver født den 4. april i 1968 i Nuuk – for 57 år siden. Hendes mor er Andrea Reimer, der kommer fra den nu forladte bygd Manermiut på vestenden af øen Saqqarliit ud mod Davisstrædet ved Aasiaat. Hendes far er Arnold Frederiksen, der kommer fra Harndrup.

- Min far var rørlægger, derfor har vi rejst en del rundt i kysten, som Qasigiannguit, Aasiaat, Paamiut og Nuuk, fortæller Gitte Adler Reimer.

Da forældrene gik fra hinanden, flyttede to-årige Gitte sammen med sin mor til Aasiaat.

- Vi boede hos mine bedsteforældre, Evnike og Peter Reimer. Da jeg var omkring fire år rejste min mor til Danmark for at gå på frisørskolen, og jeg blev boende i Aasiaat, fortæller hun.

Gitte har en storesøster fra sin fars side, og en fra sin mor, som døde kort tid efter fødslen.

- Derfor er jeg meget elsket og nærmest behandlet som et yndlingsbarn, simpelthen fordi jeg overlevede, siger hun.

Gitte startede folkeskolen i Aasiaat.

- Min bedstefar plejede at gå med mig til skolen på vej til arbejde. Han mødte altid klokken syv, derfor var jeg altid tidlig på den, siger hun.

Som barn var Gitte derfor ofte i skole en hel time før undervisningen begyndte, en vane, der har fulgt hende ind i voksenlivet.

- Jeg kommer meget sjældent for sent i dag. Det har jeg fra min bedstefar. Da jeg studerede på Ilisimatusarfik, kom jeg engang ved en fejl til at sige et forkert mødetidspunkt, og det endte med, at hele holdet kom for sent, fortæller hun med et grin.

Gitte voksede op i fangerkulturen og arbejderklassen, de første år af hendes liv.

Barndommen i Aasiaat var tryg. Hverdagene blev fyldt med at være i naturen, høre på gamle fortællinger som Anngannguujunnguaq og Kaassassuk som godnathistorier.

- Mine bedsteforældre var også kristne, så jeg gik i kirke hver søndag klokken otte om morgenen og bad fadervor hver aften, fortæller Gitte Adler Reimer.

Anngannguujunnguaq erstattes med Disney

Da Gitte var omkring syv år, flyttede hun sammen med sin mor, der var blevet uddannet om frisør, til Nuuk.

- Jeg var så ked af at skulle flytte fra mine bedsteforældre og hele min familie, vi boede jo på kollektiv sammen med flere af min familie i Aasiaat. Jeg var blevet så vant til dem, fortæller hun.

Pludselig var det ‘kun’ hende, hendes mor og stedfar, der skulle bo sammen i Radiofjeldet i Nuuk. Nu måtte hun selv gå i skole, uden sin bedstefar ved sin side.

- Min mor læste danske Disney-bøger for mig hver aften, så jeg lærte også hurtigt dansk, husker Gitte Adler Reimer.

Hun begyndte på Nuukskolen, ASK, og gik der indtil 12. klasse. Det var også godt.

- Jeg blev en del af byorkestret, da jeg var 10 år og var der i mange år. Da kongen blev gift, dengang var han kronprins, spillede vi musik til deres bryllup, fortæller hun.

- Jeg lærte meget af byorkestret. Alt fra de forskellige musikinstrumenter og at kunne stå på en scene foran mange mennesker, siger hun.

Gitte var i gang med flere ’extracurricular activities’ som var – udeover byokestret - håndbold, fransktimer og håndarbejde.

Som 18-årig blev hun færdig med folkeskolen og fik sit kørekort. Velkommen til voksenlivet.

Ville være jurist

Efter folkeskolen begyndte hun på gymnasiet i Nuuk – som en del af det allerførste gymnasiehold i byens historie. Gitte havde et formål: Hun skulle være jurist.

- Men da jeg blev student, var jeg blevet gravid, siger Gitte Adler Reimer.

Det endte med, at hun ikke rejste til Danmark for at tage sin juraddannelse. Ajunngilaq. Hun fik sin Nivi i 1989. Nivinnguaq, kalder hun hende. Gitte var 22 år.

Da hendes Nivi var omkring to år, forsatte hun sine studier på universitetet i Nuuk. Hendes uddannelsesdrøm var stadig jura, derfor ville hun tage samfundsvidenskab, da hun ansøgte på Ilisimatusarfik.

- Men undervejs fandt jeg ud af, hvor meget jeg elskede kultur- og samfundshistorie. Det var der, jeg skulle være, siger hun.

- Jeg var under uddannelse i en længere periode, da jeg samtidig fik flere børn, fortæller Gitte Adler Reimer har tre børn, der er født i årene 1989, 1993 og 1998.

Det viste sig senere, at et af hendes børn havde den kroniske sygdom diabetes.

- Han var så lille, da vi fandt ud af det. Dengang var sygdommen stadig forholdsvis ’ny’ i samfundets bevidsthed, så jeg kæmpede virkelig meget for sagen, blandt andet ved at arrangere demonstrationer for børn med handicap. Det var en hård tid, men i dag har han det godt, og det er det vigtigste, fortæller Gitte Adler Reimer.

Karrierekvinde

I 2011 forsvarede Gitte sin ph.d.-afhandling "Slægtskab og køn i grønlandske bysamfund - følelser af forbundethed". Herefter blev hun afdelingsleder for uddannelsen Kultur & Samfundshistorie, og fra 2015 tog hun over som institutleder for Institut for Kultur, Sprog & Historie. To år senere - i 2017 - blev hun officielt udnævnt til rektor for Ilisimatusarfik, som den anden kvinde i den rolle.

- Når jeg vil opnå noget, bliver jeg meget stædig. Det er lige meget, hvor lang tid det tager, så længe jeg opnår det. Jeg skrev min kandidat og ph.d.-afhandling i flere år for eksempel, siger hun.

Hendes engagement i studiet og arbejdet har betydet, at hun ikke ser sine børn særlig ofte.

- Jeg har fire børnebørn og min mand har seks børnebørn, så vi har derfor 10 børnebørn tilsammen. Jeg ser dem ikke så tit. Jeg er en karrierekvinde. Da jeg voksede op, var min bedstemor altid hjemme, jeg har ikke været den type bedstemor, fortæller Gitte Adler Reimer.

Hun har altid ment, at der er for få mennesker med en højere uddannelse, og at samfundet har brug for dem. Derfor har hun kæmpet for at bidrage så meget som muligt. Hun sagde ja til alt - paneldiskussioner, bestyrelsesposter, rådsmedlem tjenesterejser og lignende - og ønskede endda, at hendes rektorkontor havde en seng, fordi det blev for besværligt at tage hjem med alt det arbejde, hun tog på sig. Men dette har ændret sig. Nu føler hun, at hun har gjort sit.

- Jeg har selv valgt, at jeg ikke skulle fortsætte som rektor på Ilisimatusarfik. Det har været en fantastisk tid, med mange udfordringer og udvikling. Jeg føler, at jeg har opnået det, jeg gerne vil. Nu skal den nye rektor fortsætte arbejdet, siger hun.

Nej er også okay

Nu vender Gitte Adler Reimer tilbage til forskningen – til noget, hun også brænder dybt for.
- Jeg glæder mig virkelig meget. Jeg elsker forskning; det føles næsten som at være detektiv, hvor man stiller spørgsmål og går på opdagelse. Jeg kan næsten ikke vente med at dykke ned i arkiverne og forske igen, fortæller hun.

Og hun er samtidig i gang med at lære at sige fra. For eksempel blev Gitte spurgt, om hun ville deltage i en paneldiskussion.


- Jeg ringede til dem om mandagen og sagde nej. Jeg er ikke særlig god til at sætte grænser, når det gælder arbejde. Jeg brugte en hel weekend på at finde ud af, hvordan jeg skulle sige nej. Men da jeg endelig gjorde det, blev jeg så glad og opdagede, at det faktisk var helt okay, fortæller hun.

Nu sidder hun hjemme i sin stue, nyder sin tiltrængte ferie og har tid til at tale med folk på gaden – uden at skulle skynde sig videre. Og hun øver sig i at acceptere, at hun ikke behøver at være med i alting.

- Jeg er så lykkelig nu, hvor jeg ikke skal bekymre mig om noget som helst. Jeg bliver helt varm om hjertet, tænk, at livet også kan være sådan, og jeg håber, det vil blive ved med at være sådan, siger hun. - Jeg vil aldrig nogensinde lade arbejdet tage over mit liv igen, livet er simpelthen for kort til det. Jeg har glemt mig selv midt i alt det her. Jeg har taget ansvaret på mig så dybt, at jeg undervejs mistede mig selv, fortæller Gitte Adler Reimer.

I dag nyder hun - i sit eget tempo og med små skridt ad gangen - tiden hjemme sammen med sin mand, Otto, og samværet med deres børn og børnebørn. Hun øver sig i at sige nej, og drømmer om at være der for sine børnebørn når som helst, ligesom hendes aanaa altid var der for hende, da hun var barn.