se billeder
Nordatlantisk Hus klar til åbning
Nordatlantisk Hus på havnen i Odense slår dørene op lørdag den 9. november
Det store byggeri til 50 millioner kroner på havnen i Odense er færdigt. Hovedentreprenørfirmaet Hans Jørgensen & Søn A/S afleverede bygningen med de 3500 kvadratmeter i sidste uge. Håndværkerne er nu i gang med at udbedre de forskellige mangler, som der altid er ved et sådant byggeri.
Inden døre er medarbejderne i Det grønlandske Hus ved at indrette sig på kontorerne. I restauranten og i caféen er tallerkenerne, kopperne og glassene så småt ved at være på plads og i konferencelokalet er lydteknikerne ved at have styr på lydanlægget. I kollegiet er de studerende ved at flytte ind.
Den sidste uge inden den store og festlige åbning skal bruges til at få de sidste løse ender på plads, så det hele er klar, når de mange gæster og besøgende på næste lørdag kommer for at se alle herlighederne.
Spændende projekt
Projektchef Knud Erik Madsen lægger ikke skjul på, at det for hovedentreprenørfirmaet Hans Jørgensen & Søn A/S har været et meget spændende og udfordrende projekt. Til Sermitsiaq.AG fortæller Knud Erik Madsen blandet andet:
- Det har været et byggeri, hvor vi på mange måder er blevet udfordret. Derfor er det en meget stor tilfredsstillelse, at vi snart er i mål. Selvfølgelig har der været meget undervejs, som vi har taget stilling til. I begyndelsen havde vi vores problemer med en del gamle betonpæle på grunden. Efterladenskaber fra et stort frysehus, som tidligere har ligget på grunden. Vi blev forsinket på grund af den lange vinter, men med nogle meget lange arbejdsdage har vi alligevel nået det hele til tiden. Så jo, vi er lidt stolte af det hele.
Selve åbningen
Alle sejl er blevet sat til for at gøre åbningen så festlig som overhovedet muligt med events, underholdning og udstillinger.
Der kommer en isskosse fra Ilulissat. Der bliver lavet en isskulptur. Vivi Sørensen underholder med trommedans. Island er repræsenteret med skjalde, islandske heste og musik med det islandske band Lonesome Dukes og selvfølgelig vil der være færøsk kædedans og til lejligheden er der samlet et stort nordatlantisk kor under ledelse af Sigga Eythórsdóttir og Aviaja Lumholt.
Der vil være kunstudstilling med førende nordatlantiske kunstnere. Fra Nationaldragt til Fashion en designudstilling fra Isaksen Design. Strikkegraffiti med titlen Strik Nordatlantisk. En fotoudstilling Nordatlantiske Ansigter med 39 portrætter af personer med relationer til det nordatlantiske. I al beskedenhed fotograferet af denne skribent.
Den berømte åbningssnor bliver klippet 10.30 og formanden for Nordatlantisk Hus rådmand Steen Møller byder velkommen og så er Nordatlantisk Hus åbent for alle interesserede.
Der er vist ingen tvivl om, at Odense har fået et nyt kulturelt og ikke mindst nordatlantisk mødessted, som fremover vil trække mange interesserede til Odense og hvor de nordatlantiske lande får en unik mulighed for at udbrede kendskabet til de respektive lande.