Nikolaj vil ikke hjem til Grønland
Ordene er for hårde i den politiske debat om det grønlandsk-danske forhold, mener bogaktuel grønlandsk forfatter.
Den 56-årige grønlandsk fødte kunstner og forfatter Nikolaj Andersen Olsvig kastede for to uger siden grus i den velkendte fortælling om Grønland og Danmark, hvor Danmark fremstilles som den onde kolonimagt og grønlænderne som et undertrykt folk.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Det skete i et interview i avisen Nordjyske, hvor Nikolaj Andersen Olsvig fortalte, at han ikke drømmer om at vende tilbage til Grønland, sådan som stemningen er i øjeblikket.
- Der er en stemning af fjendskab der er lige nu, jeg ikke kan være i, fortalte Nikolaj Andersen Olsvig i forbindelse med udgivelsen af hans anden roman ”En god blanding”, der udkom tidligere i år.
Der er ellers masser af gode grunde til, at Nikolaj Andersen Olsvig skulle vende tilbage til Grønland. Han er født der, han har en stor grønlandsk familie, og Grønland har været omdrejningspunktet i en stor del af karrieren.
Barn i blandet ægteskab
Nikolaj Andersen Olsvig er født i Sisimiut i et blandet ægteskab. Moderen var dansk og faderen grønlandsk. Da Nikolaj blev født, arbejdede faderen Karl Peter Olsvig Andersen som fisker, men uddannede sig senere til præst og var i mange år grønlandsk præst i Danmark.
Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: