Musik på hestehår og harpiks

Det er velkendt, at det er en stor livsgave at kunne spille musik. Jeg spiller ikke noget instrument, så derfor er jeg ekstra spændt på, hvad violinist Hanne Saandvig Immanuelsen kan få ud af mig på en time.

Det skriver AG's reporter i en reportage i avisen AG.

Det eneste, jeg ved om violin, er at der findes nogle ultradyre Stradivarius’er, og at det er svært at lære at spille violin. Så det eneste, jeg sådan set er forberedt på, er det kommer til at lyde forfærdeligt fra min side af.

Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg føler mig meget stolt over, at jeg havde nogle få sekunder, hvor det rent faktisk ikke lød helt dårligt.

Hanne kan lære fra sig, og hun kan lære fra sig hurtigt og forståeligt. Og når det ikke lød helt dårligt, lød hun oprigtigt stolt. Jeg blev helt glad. Kan jeg hyre dig en time om dagen, til at give mig de serotoniner, du gav mig under violintimen, Hanne?

Jeg skulle have en almindelig størrelse violin, men der er sket noget med den, så jeg får en lidt mindre violin. Jeg ved ikke, om det har nogen som helst betydning, men når jeg får besked på, at se på strengene for at se, hvor jeg skal sætte fingrene eller hvis buen ikke er på en rigtige streng, bliver jeg helt skeløjet. Det er svært at se strengene så tæt på.

Min violintime starter med, at jeg får lov at smøre violinbuen. Den skal smøres med harpiks.

- Du skal bare smøre den frem og tilbage hen over hårene, forklarer hun.

Du kan læse mere i avisen AG HER.