Kunsten, der bandt verdener sammen

Da maskerne, fortællingerne og rytmerne fra Tuukkaq Teatret fyldte Dalgården i Fjaltring, var det mere end et teater, der tog form. 

Det var et kulturelt eksperimentarium, et sted hvor grønlandske traditioner, international teaterpraksis og lokale liv i Vestjylland smeltede sammen til noget helt nyt.

I dag står bygningerne ikke længere – de blev revet ned i 2025, kort efter grundlæggeren, den norske Reidar Nilssons død – men arven efter Tuukkaq lever stærkere end murværket. Den lever i mennesker, i bevægelser, i minder og i den nordiske teaterhistorie.

Minderne er blevet gengivet i kapitlet i udstillingshæftet til Hans Lynge-udstillingen, der blev holdt på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig indtil for nylig.

Forfatteren til kapitlet er kunsthistorikeren Laila Lund Altinbas, der har interviewet en række nøglepersoner, der i årenes løb har været tilknyttet Tuukkaq.

Et møde mellem Fjaltring og verden

Tuukkaq var fra begyndelsen i slutningen af 1970’erne tænkt som et sted, hvor kulturer skulle mødes og spejle sig i hinanden. Her kom unge skuespillere fra Grønland for at udvikle sig – og her kom kunstnere, musikere og teaterfolk fra hele verden for at lære af inuitisk kropssprog, maskearbejde og fortælletraditioner.

Det grønlandske teater var ikke et lukket rum; det var en magnet for sine omgivelser, ikke mindst for lokalområdet, herunder også Lemvig, den nærmest by til Fjaltring. Tidligere rektor på byens gymnasium, Lars Ebbensgaard fortæller, hvordan mødet med Tuukkaqs stifter, Reidar Nilsson, prægede både skolen og hele egnen. Kunstnere og skuespillere strømmede til, og gymnasiets udvikling blev tæt forbundet med det spirende teatermiljø.

- Jeg kunne ikke have lavet gymnasiet uden Tuukkaq, siger han i dag – et vidnesbyrd om, hvordan teatret foldede sig ud i lokalsamfundet.

Ifølge den i dag pensionerede rektor, tænkte Tuukkaq Teatret på en ny måde - som udveksling mellem kroppe, ord, kulturer og historier. En af de projekter, hvor teatret og det lokale gymnasium samarbejdede var i 1985, hvor de blev involveret i et ungdomsprojekt. Lars Ebbensgaard fortæller:

- Unge fra Manhattan og Lemvig skulle lære hinanden at kende gennem teater. I løbet af perioden tegnede, dansede, lavede de masker og talte om alt det, der er svært at sige uden kunstens hjælp. Det blev et af Tuukkaqs store gennembrud som kulturel brobygger og blev senere gentaget i New York.

Et andet teaterprojekt, hvor teatret turnerede internationalt, var stykket Inuit, der blev genopført ad flere omgange. En af forestillingens markante skuespillere, Vivi Nielsen, der turnerede internationalt og blev et ikonisk værk for ensemblet, siger:

- Tuukkaq gav ikke blot de unge en stemme; det gav dem et sprog, der rakte ud over ord.

Mødet mellem tradition og modernitet

Tuukkaq Teatret havde også en særlig forbindelse til multikunstneren Hans Lynge, der er hovedfiguren for udstillingen dette kapitel indgår i.

Hans Lynge underviste på Tuukkaqs teaterskole og bragte sin viden om grønlandske myter, fortælleteknik og teaterhistorie ind i undervisningen. Men det var ikke blot teori, han gav videre – det var et blik på mennesket, på kreativiteten, på identiteten.

En af eleverne, Bendo Schmidt, husker øjeblikket, hvor Hans Lynge stillede sig foran et tomt lærred på et staffeli og bad eleverne forestille sig alt det, der endnu ikke havde form. Først da begyndte han at male.

Det var ikke en lektion om maling. Det var en lektion om mod, fantasi og intuition – om at skabe fra det sted, hvor tradition og nutid mødes.

Denne gensidige inspiration gik begge veje. Vivi Nielsen siger det præcist:

- Hans Lynge betød meget for Tuukkaq – og Tuukkaq betød meget for Hans Lynge.

For Hans Lynge var Tuukkaqs arbejde med maskedans og kropslig fortælling et levende bevis på, at grønlandsk kultur kunne være moderne uden at miste sit grundlag.

Myter som moderne udtryk

Tuukkaq gav også de grønlandske sagn og myter en ny stemme. Stykker som Inuit og de mange improviserede maskespil, trak tråde tilbage til inuitisk tradition, men blev formet med et moderne, eksperimenterende udtryk. Dette var i tråd med Hans Lynges egen overbevisning: at man ikke skulle kopiere fortiden, men bruge den som fundament for noget nyt.

Samtidig adresserede Tuukkaq kolonihistorien direkte – både i valg af materiale og i den måde, ensemblet arbejdede med kulturmøder og konflikter. Her fandt Hans Lynge sig hjemme; hans egne satiriske og kritiske værker fra 1930’erne, som Juulleruttulersut/Juletravlhed, havde været forløbere for netop sådan en udforskning af magt, identitet og sameksistens.

Når teater ændrer liv

Tuukkaqs betydning kan også måles i de mennesker, der gik gennem teatret. Flere vendte tilbage til Grønland og blev pionerer i moderne grønlandsk teater, blandt dem Simon ”Mooqqu” Løvstrøm, Makka Kleist og Elisabeth Heilmann Blind. De to sidstnævnte bragte traditionerne videre til samiske miljøer i Skandinavien eller fortsatte i internationale sammenhænge.

Vivi Nielsen fortæller om en karriere, der førte hende fra Fjaltring til Europa, Alaska og Det Hvide Hus, hvor hun optrådte med maskespil for Hillary Clinton. For hende – og for mange andre – blev Tuukkaq porten til verden.

Tuukkaq Teatret lukkede officielt i 1994, men fortsatte som levende museum og mødested indtil Reidar Nilssons død i 2024. Året efter blev Dalgården revet ned. Men indholdet fra teatret forsvandt ikke.

Arkiverne er nu overdraget til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, og historien er sikret for eftertiden. Som Daniel Thorleifsen udtrykker det:

- Tuukkaq Teatret var en vigtig kulturinstitution i en brydningstid. Her blev de første grønlandske skuespillere uddannet, og her skabtes grundlaget for moderne grønlandsk teater.

Det, der begyndte som et vildt eksperiment i en vestjysk landsby, voksede til en bevægelse, der formede liv, kunstnere og teaterhistorie langt ud over Danmarks grænser.

Tuukkaq står ikke længere som bygning. Men som idé, som metode og som møde mellem mennesker er det stadig levende.