Juleartikel fra 1991: Fårene åd mit første juletræ

Min mor er født i 1926, og hendes barndomsjul i bygden Atammik, begyndte meget tidligt om morgenen den 24. december.

Hun og hendes fem søskende kom i seng ved seks-tiden om aftenen den 23. og ved to-tiden blev de vækket. Så var der jul i den lille bygd.

- Den 23. havde vi fået gave fra handelsforvalteren. Vi fik alle skibskiks, sukker, kaffe og ris. Og der var til hele familien. Om aftenen blev vi så sendt tidligt i seng. Men det var svært at falde i søvn, for det var så spændende at se, hvordan vores lille hus ville komme til at se ud.

- Tidligt næste morgen, ved to-tiden og senest klokken tre blev vi vækket, for de voksne dansede altid omkring juletræet ved fire-tiden om morgenen, og vi børn kom til ved fem-tiden. Det foregik på skolen. Dagen i forvejen havde vi været oppe med en lille ting til den, vi havde trukket navn på.

- Juletræet havde de voksne lavet af enebær. Det var så smukt. Jeg synes endda, de var smukkere, end dem, man kan købe i dag. De stod så smukt med stearinlys, roser og julehjerter, som de voksne lavede. Der var ikke så meget papir, så vi børn var ikke med til at klippe. Men vi fik lov til at få resterne, som de voksne ikke kunne bruge til noget. Dem lagde vi i vores skolebøger og byttede den med hinanden.

Aviser på vægge

- Når vi havde danset om juletræet og byttet vores gaver, det var som regel et stearinlys og lidt mundgodt som figner og kandis, gik vi børn rundt og bød til kaffe. Og dagen gik med at gå til kaffe hos hinanden.

- Derhjemme havde vi fået vores gave fra vores forældre. Det er jo ikke som i dag det store gavebord. Vi fik som regel noget, vi havde brug for i forvejen. Et par kamikker eller noget tøj. Men hvor var det dejligt.

- Det var så spændende at byde til kaffe. For til jul havde alle familier klistret aviser på væggene. Aviser, de havde fået fra Nuuk. Vi bankede på og havde slet ikke tid til at se på dem, vi kom ind til, for det var så spændende med alle avissiderne på væggene. I julen lærte vi virkelig at læse dansk, griner min mor, for det var ikke meget af teksterne, de forstod, men billederne var spændende.

- Men der var altså hyggeligt i de små hjem. Der var stearinlys, som vi ikke normalt så i hjemmene. De blev kun brugt ved specielle lejligheder. Det hele funklede så smukt.

- Hele dagen gik så med kaffemik hos hinanden. Og om aftenen fik vi noget specielt at spise. Vi fik som regel risengrød med bær, eller også fik vi brune bønne kogt med laurbær og med sukker til. Det var bare noget af det bedste, vi kunne få. Den 25. fik vi som regel grønlandsk mad.

Jul i Nuuk

- Det var så dejligt at holde jul på den måde. Derfor var det da også noget af en nedtur, jeg fik, da jeg kom til Nuuk i 1951. Allerede dengang levede man anderledes her. Man var ligesom lidt mere ensom.

- Men det var også her, jeg så et rigtigt juletræ for første gang. Og så skulle mit eget første juletræ blive spist af får.

- Jeg var kiffaq hos en malermester, Ivan. Sammen med hans børn var vi ude at købe juletræ til juleaften. Og det var meget spændende for mig, fordi jeg ikke havde set et sådant juletræ før. Da vi kom hjem, lagde jeg det på taget i kulhuset. Og så skulle det vise sig, at det blev blæst om natten, og træet faldt ned.

- Der var meget stor ståhej udenfor om morgenen. Og jeg spekulerede da ikke over, at det kunne have noget at gøre med mig at gøre. Men da de grinende kaldte på mig, gik jeg ud. Og så så jeg det stakkels juletræ på jorden. Der var ikke mange nåle tilbage på det, og rundt omkring det stod mængder af får. Og jeg gav mig bare til at tude. På det tidspunkt kunne jeg ikke se noget komisk i, at mit første træ skulle blive ædt af får.

Nytår

Men tilbage i Atammik er man på vej mod nytår.

- Tiden mellem jul og nytår gik meget fredeligt og hyggeligt med kaffemik hos hinanden. De voksne havde en dag, hvor de hyggede sig for sig selv, og de unge havde også en dag.

- Den 30. december præcis midnat lød der et skud. Ét enkelt skud og ikke mere. Dengang skød man nemlig ind for det gamle år. Og så vidste vi, at det gamle år gik på hæld. Og man konkurrerede om, hvem der fik skudt først, for man fik nemlig en gave fra handelsforvalteren, når man var den første til at affyre skuddet.

- Den 31. gik vi i kirke kl. 23.30 og til midnat begyndte skuddene at blive affyret, og vi var kommet ind i det nye år. Man havde jo ikke andet end geværerne dengang. Alt det nye med raketter kom først lang tid efter, at jeg var flyttet til Nuuk, fortæller min mor Asuba Eugenius.