Jonathan fortrød ikke noget

Jonathan: Jeg vil ikke gøre det om

Erindringer på vej om et liv som bygdedreng, præst, landsfader og statsmand

- I løbet af et travlt arbejdsliv glemmer man ofte sig selv, men min kræftsygdom har været begyndelsen på et nyt kapitel, hvor jeg tænker på mig selv fra morgen til aften, siger præsten, politikeren - og pensionisten Jonathan Motzfeldt, 71 år, til Sermitsiaq.

- Sygdommen har fået mig til at reflektere dybere over mit liv, og disse tilbageblik hjælper mig også med at skrive mine erindringer færdig i år.

Knud Rasmussen skriver i en af sine myter, at man efter en lang løbetur skal sætte sig ned på en sten og vente på sin sjæl.

- Og jeg sidder i øjeblikket på stenen og venter på min sjæl, siger Jonathan Motzfeldt.

- Vil du have gjort det om, hvis du fik chancen?

- Nej, når regnestykket til sin tid skal gøres op, vil der være flere plusser end minusser, siger Jonathan Moztfeldt.

En sten i kamikken
Jonathan Motzfeldt kan i sine erindringer se tilbage på et liv, som ingen af af hans generation har levet mage til.

Han har trykket paver, kanslere og præsidenter i hånden, og han har været både arkitekt og bygmester på det Grønland, som efter 30 år med hjemmestyre blev afleveret til selvstyret den 21. juni 2009.

- Er der ingen sten i kamikken?

- Selvfølgelig er der beslutninger, som i bagklogskabens klare lys kunne være gjort anderledes, og selvfølgelig er der gode råd, som man burde have lyttet til, men når man står midt orkanens øje, må man stole på sig selv og sin dømmekraft.

- Prøv at nævne en sag, som burde være gjort anderledes?

- Jeg finder sprogdebatten, som atter er blusset op, for dybt ulykkelig, siger Jonathan Motzfeldt.

- Hvor ville jeg ønske, at vi havde være bedre til at lære folk, der kom til Grønland, det grønlandske sprog, men vi satsede ikke nok på sprogundervisning og lærebøger i grønlandsk som fremmedsprog.

- Sprogdebatten er slet ikke ny, og helt tilbage til Landsrådets tid blev jeg enig med landsrådsformand Lars Chemnitz om, at folk skal tale det sprog, som de er bedst til.

- I parlamenterne i en række lande bliver der talt flere sprog, men simulttantolkningen løser de praktiske problemer, og Grønland skal ikke være en undtagelse for denne fornuftige løsning, siger Jonathan Motzfeldt.

Dem kan jeg ikke tåle
Og netop sprogdebatten får den diskussionslyste politiker op i Jonathan Motzfeldt:

- Der er to grupper, som jeg hader til min dødsdag: Det er religiøse og politiske fanatikere og det er nationalister.

- At jeg har svært ved at være i stue med disse mennesker er en del af det tankegods, som jeg fik med hjemmefra, siger Jonathan Motzfeldt.

- Min far, sælfangeren Søren Motzfeldt i Qassimiut, advarede ved hjemmestyrets indførelse mod at efterlade Grønland i ensom majestæt.

- Og det unge Siumut skrev i 1970’erne i sit partiprogram, at der er plads til os alle sammen uanset vore forskelligheder.

- Som landsstyreformand rejste jeg rundt i udlandet for at sætte Grønland på landkortet, siger Jonathan Motzfeldt, og jeg mødte mange mennesker, som arbejder for Grønlands bedste.

- Jeg ser til min store glæde, at den nye landsstyreformand Kuupik Kleist har det samme globale udsyn, selv om han også møder kritik for sine rejser.

Ikke skuffet
Det er en afklaret Jonathan Motzfeldt, som Semitsiaq møder i lejligheden i Tvilling-tårnene i Nuuk, hvor udsigten over indsejlingen til Nuuk med Kangeq i det fjerne tager pusten fra enhver.

Afklaret omkring sin kræftsygdom og afklaret omkring sit politiske liv, som sluttede brat ved landstingsvalget tirsdag den 2. juni 2009.

- Hvordan føltes det at blive vraget af vælgerne efter 38 års i allerforreste linie?

- Bitter, skuffet? Nej! Det er en del af gamet at blive dømt ude, og hvis man ikke tør løbe den risiko, skal man slet ikke stille op i politik, siger Jonathan Motzfeldt.

- Mange tilskriver dit dårlige valg de mange skriverier sidste forår om overforbrug af offentlige midler?!

– Jeg har ikke dårlig samvittighed over en eneste krone, som jeg har brugt på at sige tak til gode venner af Grønland, siger Jonathan Motz­feldt.

- Også familienavne optrådte på bilagene?

- Familien må betale en høj pris for det politiske arbejde, og det er helt naturligt at sige tak for tålmodighed, afsavn og fravær.

- Tog du kritikken som en personlig hetz?

- Nej, livet er en vandring, og jeg har fået lov at vandre ad en spændende vej. Nogle gange stopper du op ved en hændelse; andre gange haster du forbi.

Interviewet blev bragt i Sermitsiaq den 31. marts 2010.