Identitet og følelser i fokus i selvportrætter
En udstilling af to grønlændere, kommer til Nuuk til januar. De to kunstnere bag udstillingen Symbiose har fokus på identitet og følelser i deres værker.
I alt 24 selvportrætter malet af to grønlandske kunstnere bliver udstillet i Nordatlantiske Huse i Odense i disse dage. Udstillingen, der er udført af to grønlandske kunstnere, Mimi Josefsen og Ujammiugaq Møller skal senere på året på turne, og skal til byerne Århus, Aalborg, Nuuk og København.
- Baggrunden for at lære de forskellige maleteknikker ved at selvportrættere mig er, at jeg altid har haft svært ved at vide, hvem jeg er. Jeg har grønlandsk, norsk og dansk baggrund, og har altid haft svært ved at finde til rette i landene, selvom jeg er født i Grønland, fortæller Mimi Josefsen, der er initiativtageren til at lave selvportrætter til udstillingen.
Udstilling har aldrig været planen, fortæller Ujammiugaq Møller, der står for halvdelen af selvportrætterne. Det seneste halvandet år har Ujammiugaq Møller og Mimi Josefsen stået og malet 12 selvportrætter hver. En ny teknik for hver måned.
- Det mest spændende, jeg lærte under processen er, at jeg også kan lide at male med motiver. Min stil er mere abstrakt, men igennem det seneste år har jeg lært, at jeg også kan udtrykke følelser og oplevelser i motiver, fortæller Ujammiugaq Møller.
Fine portrætter og prikkende teknikker
Både Mimi Josefsen og Ujammiugaq Møller har taget udfordringen og lært flere teknikker igennem halvandet år.
- Under processen har det været mest udfordrende for mig at tage stilling til mig selv og mine følelse. Men jeg har et klarere billede af mig selv nu, hvilket også gør, at jeg er nået til en mere accept af, hvem jeg er, siger Mimi Josefsen.
Ujammiugaq Møller lider af angst og PTSD og oplever i hverdagen, at folk har svært ved at forholde sig til hendes lidelse. Hun efterlyser mere åben debat omkring psykiske lidelser.
- For mig har det været en stor udfordring at udtrykke følelser gennem selvportrætter. Jeg vil gerne have, at vores publikum også kan relatere sig til de følelser, som bliver udtrykt i hvert maleri. Portrætterne skal kunne åbne op for forskellige udtrykke og følelser, siger Ujammiugaq Møller.
Fin modtagelse
Begge kvinder oplever, at publikum har modtaget malerierne meget positivt. Og de glæder kvinderne, at publikum også kan diskutere de forskellige følelser og udtryk, der er i malerierne.
- Det er en rar følelse, at vi også kan give noget. At det giver mening for andre, siger Ujammiugaq Møller.
Udstillingen skal på en turne i Danmark og udstilles i Katuaq til januar. Ujammiugaq Møller og Mimi Josefsen arbejder på at komme med til åbningen af udstillingen i Katuaq.
Se billeder af værker over artiklen.