Annonce
Ia orana: Drømmenes destination
Det er med boblende gensynsglæde, at pensionistægteparret Kjeldsen genforenes på Tahiti. Her skriver Dorthe og Jens-Erik i et fælles rejsebrev om at rejse langt og udleve store drømme.
Det er i dag den 21. april, og jeg har været her i seks dage, i Tahitis største by Pape’ete. Da Jens tog af sted i juli, var det planen, at vi skulle mødes herude næste år med Påskeøen som vores vigtigste fælles mål.
Annonce
Det skriver avisen AG.
En lang rejse stod for, som krævede god forberedelse, men heldigvis fik jeg god hjælp fra Taavani Rejser, som skaffede mig en problemfri rejse fra Nuuk og hele vejen hertil.
Skal man som jeg via USA er det nødvendigt senest 72 timer inden afrejse at udfylde, maile og betale en ESTA-formular. Uden forhåndsgodkendelse kommer du ikke ind i USA.
Fra Nuuk rejste jeg den 12. april mod København og den 14. videre herfra mod Helsinki. Derfra gik det 11 timer og 20 minutter mod Los Angeles, hvor ruten gik over, højt over, Kullorsuaq. Så langt har jeg aldrig fløjet før, men det gik nu ganske let. Vi blev bespist flere gange, og fik vand at drikke, når vi trængte, mens stærkere drikke måtte købes. På sådanne lange ture er det vigtigt at bevæge sig, men også en god idé at have kompressionsstrømper, så fødder og lægge ikke hæver for meget.
Da vi landede i Los Angeles, var det som at lande i en myretue med et hav af forskellige nationaliteter. Heldigvis var der seks timer til næste afgang, så der var god tid til at få styr på kufferter og andet.
Blomsterkrans
Blandt passager, der skulle hjem, hvor jeg skulle til, var der mange, der mindede om os – mørke, smilende og hilsende, især de ældre, og det var som om, jeg kunne genkende flere af dem. Når de hilser, siger de ’ia orana’ som svarer til vores ’hej’ eller ’goddag’.
23.55 lettede vores flyver, og så var det atter otte timer i luften. Jeg var spændt. På skærmen kunne vi følge ruten og se den resterende tid indtil landing. Jeg så film, læste og blundede lidt, som de fleste andre passagerer. Dem med børn klarede det uroligt fint – stille og roligt. Bespist blev vi også, og inden landing fik vi morgenmad, hvor jeg mod min vane fik en kop morgenkaffe – god kaffe. Da landingen kom, klappede jeg, som vi gør, som den eneste, men da havde jeg også iberegnet flyveturen til Danmark været 25 timer i luften.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: