Hele Grønlands Rasmus fylder rundt

Rasmus Lyberth, Grønlands nok mest kendte kunstner, er netop vendt tilbage til hjemmet i Odense efter en tur til Tasiilaq, hvor han optrådte på Østgrønlands første musikfestival Ikuma.

- Det var en kæmpeoplevelse. Det er simpelthen Grønlands smukkeste festival. Og selv om jeg stammer fra Vestgrønland, var det som at komme hjem igen, siger Rasmus Lyberth.

- I Østgrønland lever trommedansen, tatoveringerne og de gamle ånder fortsat, mens vi Vestgrønland nok har været tilbøjelige til at glemme de gamle traditioner. Nu er det heldigvis vendt – og vi står ved vores kulturelle fortid. Men vi har hentet det tilbage fra Østgrønland.

Det gjorde et stort indtryk på Rasmus Lyberth, da flyet landede i Kulusuk.

- Alle passagererne begyndte at synge mine sange helt spontant. Det var meget rørende.

Debuterede i forsamlingshuset i Nuuk

Det stod ikke skrevet på dåbsattesten for snart 75 år siden i 1951, at Lyberth skulle blive sanger, skuespiller og de seneste år også billedkunstner.

Rasmus Lyberth er født i Maniitsoq, voksede op i Nuuk, hvor han første gang optrådte i forsamlingshuset som 12-årig.

- Det var vores lærer, Arne Heilmann, som fik mig til det. Han var et meget kreativt menneske, som lærte os meget om musik og kunst – og altså også fik mig på scenen første gang, fortæller Rasmus Lyberth.

Efter skolegang blev Rasmus Lyberth uddannet som flymekaniker i Grønlandsfly. Senere blev han sømand.

- Det var vores fars ønske, at vi skulle være søfolk. ”Som sømand oplever du verden og kan leve af det samtidig”, som han sagde. Så jeg flyttede til Danmark og blev matros. Jeg sejlede over hele Europa og lærte meget.

Fandt Rasmus i Finland

Hjemme i familien hed Rasmus aldrig andet end Unngkaq. Det var først under en tur til Finland, at sømanden Unngkaq mødte den Rasmus Lyberth, som vi kender i dag.

- Rasmus Lyberth kom til mig i et syn og sagde til mig, at jeg skulle begynde at synge. Siden har vi fulgtes ad. Han vender jævnligt tilbage til mig med gode råd og ideer. Det var for eksempel Rasmus, der fortalte mig, at jeg skulle stoppe med at ryge for mange år siden.

- Det gjorde jeg så. For nylig fortalte han mig en nat, at nu var jeg kommet så langt, at jeg godt må begynde igen, men jeg er nu ikke faldet i igen.

Spillede på værtshuse

Sangkarrieren begyndte i 1969, hvor Rasmus Lyberth begyndte at spille på værtshuse i København. Han blev hurtigt kendt som ham den grønlandske sanger, der sang om sit hjemland. Det var temmelig populært i tiden. Efter en tv-optræden i programmet Musikalske venner i 1973 fik han kontrakt med venstrefløjs-pladeselskabet Demos, der også stod bag Sume, og i 1974 kunne han udgive sit første album, Erningaa.

- Musikken dengang var meget politisk, og jeg passede ikke rigtigt ind i sammenhængen, for mine sange handlede om følelser og kærlighed – og så sang jeg på grønlandsk, som de færreste forstår, erindrer Rasmus Lyberth.

- Men Marianne Jul, som har været min booker i alle årene frem til sin pension for fem år siden, sagde til mig, at jeg skulle holde fast i mit grønlandske udgangspunkt. ”Verden skal også opleve det grønlandske sprog”, sagde hun.

- Det har jeg så gjort. Det med sproget betyder mindre, for det handler om følelser – og følelser er universelle. Når jeg optræder, siger jeg til publikum, at de bare skal lukke øjnene. De forstår alligevel ikke det, jeg synger med ord, men de kan mærke følelserne – og det virker.

Rasmus Lyberth har spillet sammen med mange musikere gennem karrieren, blandt andet violinisten Jane Clark. Hun har også oplevet, at Rasmus Lyberths musik handler om følelser.

- Normalt når musikere øver, går vi meget op i musikken og det formelle. Det skal være G-mol og så videre. Men ikke Rasmus. Han er ligeglad med noderne. Han kan finde på at bede mig om at spille en fugl. Det er virkelig sjovt, siger Jane Clark.

En alsidig kunstner

Kunsten har mange udtryk for Rasmus Lyberth, for han holder sig ikke til guitaren og sangen. I 1976 - 78 blev han uddannet skuespiller på Tuukkaq Teatret og har siden medvirket i film som Lysets Hjerte og TV-serien Borgen. Senest har Lyberth også kastet sig over maleriet.

Rasmus Lyberth får mange af sine ideer, når han vasker op.

- Jeg elsker at vaske op. Mens tallerkenerne bliver renset, får jeg renset min sjæl – og så kommer tingene til mig. Det er en gave, jeg har fået.

Mens karrieren i Danmark og resten af verden buldrede derudaf i 70’erne, var Rasmus Lyberth lidt usikker på, hvad folk i Grønland mente om han musik.

- Det var først en gang i begyndelsen af firserne, at jeg spillede i Grønland. Der opdagede jeg så, at folk i hallerne kendte mine sange og kunne synge med. Det var en helt særlig oplevelse, for jeg er jo ikke vant til, at publikum i Danmark synger med.

- Det bød også på en lidt sjov oplevelse. Det var dengang, jeg netop havde udgivet Jørgen Fleischers Paninnguaq. Der var mange, der troede, at det var min sang.

- På et tidspunkt vil jeg gerne arbejde videre med de gamle grønlandske sange. Bearbejde sangene og give dem nyt udtryk. For sangene virker også, selv om de ikke bliver sunget af et kor.

- Det gælder for resten også mine egne sange. Da jeg var i Tasiilaq, oplevede jeg, at sangene fortsat har et liv – og det kan jeg arbejde videre med.

Fornyelse

Det med fornyelsen er vigtigt for Rasmus Lyberth, selv om han nu runder de 75 år.

- Hvis jeg ikke laver noget nyt, går jeg i stå. Hvis man ikke fornyr sig, kan man lige så godt sætte en grammofonplade på. Det er ikke så sjovt. Så jeg fortsætter med lave nye ting de kommende år. Grammofonpladerne kan vente til den dag, jeg ikke er her mere, siger Rasmus Lyberth.

- Jeg har haft et fantastisk liv og oplevet mere end de fleste. Men jeg er slet ikke mæt endnu, så jeg fortsætter – blandt andet med en stor turne næste år sammen med Julie Berthelsen.

Anerkendelserne

Rasmus Lyberth er i dag en anerkendt kunstner. Han kom på finansloven i 1998, hvor han modtog Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse, han har modtaget en lang række legater, og han er også belønnet med ridderkorset, som han modtog af Dronning Margrethe i 2000.

- Jeg bliver altid lidt flov, når jeg bliver anerkendt. Men det er en stor ære – og det gør mig stolt.

- Men det handler langt fra om mig alene. Det er også en anerkendelse af det grønlandske sprog – og det er vigtigt at huske på. Jeg synes, at det er fantastisk, at der er nogen, der anerkender et sprog, som de ikke forstår.

Rasmus Lyberth ønsker ikke, at folk skal sørge, den dag han ikke er her mere.

- De skal tænke på, at uanset hvor jeg er, kigger jeg på de samme stjerner, som de kigger på, siger Grønlands store kunstner.

Rasmus Lyberth 75-års jubilæum bliver markeret lørdag den 5. september sammen Julie Berthelsen i Musikkens Hus i Aalborg og sammen med en lang række kunstnere i et stort show på Det Kongelige Teater i København søndag den 6. september 2026.