Grønlands svigersøn: Når kærlighed skaber rødder i nord

En bølge af stolthed og glæde skyller gennem ham. Nikolaj smiler bredere end Ukkusissaq-fjeldet. For få øjeblikke siden har hans lærer Torben rost hans skuespiltalent, især evnen til at improvisere på scenen.

Vi befinder os i Tybjerg på Sydsjælland i de tidlige 1980-ere. Nikolaj går i fjerde klasse på byens lille skole, der denne dag opfører en teaterforestilling for byens 40 indbyggere.

Til daglig er han ikke den, der vinder slagsmålene med klassens stærkeste, men han bærer på et stort hjerte - formet af både kærlighed, stædighed og en underliggende form for uro.

I teaterforestillingen spiller Nikolaj og hans klassekammerater børn på campingtur. Med hele byens blik rettet mod scenen, falder teltet pludseligt sammen. Børnene får store øjne, panikken breder sig, og skuespillet går i stå. Undtagen hos Nikolaj. Han lader sig ikke stoppe. Mens de andre stivner, fortsætter han, griber øjeblikket og begynder at fortælle en historie i stedet.

Det er et øjeblik, dér - uden han selv ved det - peger frem mod den vej, han senere skal vælge.

AG har haft fornøjelsen af at møde den verdensberømte skuespiller Nikolaj Coster-Waldau, der fik sit gennembrud i Ole Bornedals gyserfilm “Nattevagten” og siden opnåede international berømmelse for blandt andre rollen som Jaime Lannister i dramaserien “Game of Thrones”.

Ud over skuespillet er Nikolaj Coster-Waldau kendt som dedikeret klimaaktivist og FN’s goodwillambassadør. Men vigtigst af alt er han far og ningaarput, "vores svigersøn". En titel, han har fået gennem sit ægteskab med Nukâka Coster-Waldau, og som for ham rummer både ansvar, respekt og en dyb personlig tilknytning til Grønland.

- Jeg er meget, meget beæret over min titel, siger Nikolaj Coster-Waldau.

Grønland gennem billeder

Nikolaj Coster-Waldau bliver født den 27. Juli i 1970 i Rudkøbing. Hovedparten af hans barndom var i Tybjerg i Sydsjælland.

- En lillebitte by med 40 mennesker. Det er faktisk ret sjovt, for da jeg senere mødte Nukâka, som voksede op i Uummannaq, oplevede jeg det nærmest som en storby. Så lille var Tybjerg, siger han.

Nikolaj Coster-Waldau boede i Tybjerg sammen med sin mor og to ældre søskende.

- Mine forældre blev skilt, gift igen - og siden skilt endnu en gang, fortæller Nikolaj Coster-Waldau.

Hans far, Jørgen Waldau, arbejdede det meste af den tid i Grønland, først i Maniitsoq og senere i Pituffik.

- Jeg var aldrig i Grønland som barn, jeg fik kun billeder og det var meget eksotisk, og meget spændende. Jeg havde vildt meget lyst til at rejse derhen, men der var ikke rigtig råd til det, husker han.

Nikolaj Coster-Waldaus mor, Hanne var bibliotekar og opdragede Nikolaj og hans to storesøstre Dorthe og Rikke som alenemor.

- Jeg havde et godt forhold til mine søstre, men en dreng er jo irriterende. Jeg følte mig lidt som en dukke, det var ikke særlig rart, hvor de lavede krøller på mig. Det var helt forfærdeligt og traumatisk, griner Nikolaj Coster-Waldau.

Han beskriver sin barndom som god, selvom familien - som så mange andre - oplevede både op- og nedture.

- Min mor klarede det jo sindssygt godt. Hun var kærlig, og selvfølgelig lidt overvældet, fortæller han.

Hans far kom hjem hver tredje måned fra Grønland. Den første uge var godt og så var det mindre godt, som Nikolaj selv siger det.

- Min far var desværre alkoholiker, han døde allerede som 58-årig. Det var lidt som en lettelse, når han tog afsted til Grønland dengang. Mine forældre kunne lide at drikke begge to, og de kunne også godt lide, når der var nogle penge. Når der ikke var flere penge, kunne de skændes. Det var en blanding af ’hurra nu kommer far hjem’ og ’hurra nu tager han afsted’, fortæller Nikolaj Coster-Waldau.

Når uroen blev for meget tog han op til sine venner.

- Det værste det var, at man vågnede op og de skændtes. Og der kunne man jo ikke rigtig komme væk. Jeg kan huske, flere gange jeg lod som om jeg havde et mareridt for at få dem til at fokusere på noget andet, fortæller han.

Drengehierarkier og hård mave

I første klasse begyndte Nikolaj på en folkeskole i Tybjerg og klassen bestod næsten udelukkende af drenge - kun tre piger gik i klassen.

- Allerede i første frikvarter skulle jeg slås med Tobias. Det var reglen, for Tobias var den stærkeste. Jeg havde aldrig prøvet at slås før. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, så Tobias lagde mig ned, og så var det ligesom overstået, fortæller han.

Drengene dannede uformelle hierarkier i klassen, hvor magt og fysik talte højere end ord.

- Der var meget af ”Fluernes Herre” i den klasse. Det var meget hårdt, jeg blev også drillet en del de første par år. Jeg fik et par gange nogle raserianfald, fordi jeg blev drillet så meget. Men så kom der en ny tilflytter, han hed Thomas, og vi blev venner, også ændrede det hele sig, fordi han var virkelig god til at slås, siger han.

- Børn er de sødeste nogensinde, men de kan også være de ondeste, fortæller han.

Nikolaj var typen, der spillede fodbold og var meget ude og lege med de andre børn. Der var ikke mobil eller internet, og fjernsyn startede først om aftenen i børnetime. Frihed.

- Engang ringede jeg til min mor på arbejde. Faktisk ringede jeg to gange, fordi jeg havde hård mave. Vi havde en enorm forlængerledning, så jeg kunne tage telefonen med rundt i hele huset. Til sidst sad jeg ude på toilettet og ringede, fordi jeg ikke kunne få pølsen ud, som jeg kaldte den. Jeg var helt i panik.

- Min stakkels mor tog hjem i sin frokostpause og kørte otte kilometer for at komme hjem. Da hun kom, var jeg faldet i søvn på sofaen på maven med halvdelen af pølsen stikkende ud. Så fiksede hun det, fortæller Nikolaj Coster-Waldau.

Den hemmelige drøm

Som 17-årig flyttede Nikolaj Coster-Waldau hjemmefra til København.

- Min store drøm var at blive skuespiller, men det var ikke noget, jeg sagde højt. Jeg var lidt overtroisk med at, hvis man siger det højt, så bliver det ikke til virkelighed, og jeg gad heller ikke at sige det højt, så ville der måske være nogen, der sagde, at det kunne jeg godt glemme alt om, fortæller Nikolaj Coster-Waldau.

Men alligevel søgte han ind på teaterskolen, mens han boede på et kollektiv i København.

- Jeg kom ind, hvilket var fuldstændig vanvittigt. Jeg fortalte det til min mor og mine venner, de troede, det var løgn. Der var ikke nogen, der havde forestillet sig det, siger han.

Nikolaj havde nogle fire fantastiske og magiske år – som han selv beskriver dem – på teaterskolen i 1989. Han var meget fokuseret på skolen og havde mange ambitioner.

- Men jeg var også lige så usikker og forvirret, når det kom til alt andet. Når man går fra teenager til ung, er det jo en meget sårbar tid. Fordi man hele tiden føler man er forkert, og tror at alle de andre har meget mere styr på det, end én selv, fortæller han.

Nikolaj Coster-Waldau blev færdiguddannet på Statens Teaterskole i 1993 og han fik sin gennembrud som skuespiller med hovedrollen i ”Nattevagten”, som var hans første job efter skolen.

- Jeg var meget heldig at få den film. Jeg var ret naiv og tænkte: “Hvis jeg er med i en film, og den går godt, så kommer der en masse jobs.” Men sådan gik det ikke. Det var mærkeligt pludselig at blive genkendt af folk. Alligevel ændrede det ikke så meget på mit professionelle liv - jeg skulle stadig ud og kæmpe for at få roller og skabe arbejde for mig selv, fortæller Nikolaj Coster-Waldau.

Kærlighed ved første blik

I nogle år rejste Nikolaj Coster-Waldau frem og tilbage fra Danmark til England, da hans ambition var, at arbejde sammen engelske og amerikanske skuespillere.

- Og jeg var heldigvis ung, og jeg troede virkelig på at det kunne lade sig gøre. Så jeg rejste til London, siger han.

I 1997 skulle Nikolaj lave radioteater, der hed “Ørnekaldet” i Danmark, hvor han skulle spille en helikopterpilot, der havde base i Grønland og møder en grønlandsk kvinde, som blev spillet af Nukâka Coster-Waldau.

- Jeg faldt pladask for hende, i det øjeblik hun trådte ind ad døren den 17. marts 1997, fortæller han.

Fire måneder efter friede Nikolaj Coster-Waldau til Nukâka i Island.

- På toppen af en Snæfjellssjøkull, en gletsjer på en vulkan, der ligger 250 kilometer nordvest for Reykjavik. Vi kørte med snescooter op til kraterkanten, og så faldt jeg på knæ deroppe. Hun sagde ja, fordi hun var bange for, at jeg ville skubbe hende ned, griner han.

Parret har i dag døtrene Filippa Navarana og Safina Niviaaluk, der er født i årene 2000 og 2003.

I julen 1997 besøgte han Grønland for første gang. En barndomsdrøm gik i opfyldelse. Endelig skulle han opleve landet på egen hånd - ikke blot gennem sin fars billeder.

- Det var skønt og hyggeligt. Når man først har været i Nuuk nytårsaften, så blegner de fleste andre steder i verden. Fantastisk. Året efter om sommeren var vi i Igaliku, hvilket var også vidunderligt, siger han.

Nikolaj Coster-Wadau og hans familie er i Grønland så meget som de kan, i deres hjem i Nuuk.

- Jeg har en stor familie i Grønland. Jeg har to grønlandske døtre, og jeg har en grønlandsk kone. Vi har et hjem i Grønland. Selvfølgelig betyder Grønland rigtig meget for mig, siger Nikolaj Coster-Waldau.

For ham er det menneskene og landet, der har gjort indtryk på ham.

- Grønland er et helt fantastisk sted med fantastiske mennesker. Virkelig. Den måde, man holder fast i værdier som medmenneskelighed og kærlighed til hinanden på, synes jeg er helt unik - og noget, man skal kæmpe for at bevare, fortæller Nikolaj Coster-Waldau.

- Det har været meget interessant at se i de internationale medier, hvor svært det kan være for andre at forstå den enkle idé om, at man ikke ejer et land. At landet er noget fælles. Det er jo en grundlæggende fantastisk tanke at have som samfund - næsten som om forudsætningen for at bo sammen allerede er lagt. Det er helt unikt, siger han.

Stærkere i flok

Nikolaj Coster-Waldau oplever, at der midt i den geopolitiske krise, som Grønland befinder sig i, stadig er en oprigtig kærlighed i Rigsfællesskabet.

- Der er selvfølgelig også alt muligt andet, men der er kærlighed og støtte, og det er vigtigt at holde fast i det, siger han.

Samtidig har Grønland fået en opmærksomhed fra resten af verden, som landet ikke tidligere har oplevet i samme omfang. En opmærksomhed, der ikke kun er velment.

- Pludselig er der nogen, som måske ikke vil os det godt. Jeg læser normalt aldrig kommentarer, men Nukâka gør indimellem, og nogle gange viser hun mig nogle forfærdelige, racistiske ting. Hvis man ikke ved præcis, hvem afsenderen er, skal man gå ud fra, at det ikke er ægte. Det kan være bots. Der er kræfter derude, som bevidst forsøger at skabe konflikter, siger han.

For Nikolaj Coster-Waldau er det netop derfor afgørende ikke at lade sig splitte.

- Dem, der kæmper for at skille folk ad og skabe kløfter, ender sjældent godt. Jeg er ikke i tvivl om, at Grønland skal have fuld selvbestemmelse. Det er bare et spørgsmål om tid. Men det skal være en fælles beslutning taget af grønlænderne selv, fortæller han.

Midt i støjen insisterer han på fællesskabet. På sammenholdet.

- Der er sindssyge udfordringer foran os. Men vi mennesker er stærkere, når vi står sammen. Når vi er i flok, siger Nikolaj Coster- Waldau.

I fritiden nyder han tiden sammen med sin familie. Han lever sit liv mellem Danmark og Grønland og tror på, at vejen frem ligger i samhørighed og fællesskab - værdier, der også afspejles i hans egen hverdag på tværs af landegrænser.

Han elsker lange gåture med familiens hund, Billie, hvor verdensproblemerne bliver vendt og drejet undervejs. Når han er i Grønland, finder han ro i naturen, blandt andet på rensdyrjagt, og han drømmer om at kunne tilbringe endnu mere tid dér. Hjemme venter familien, nærværet - og fryseren, fyldt med mattak.