Grønland i Tivoli: 1. august aflyst
Coronakrisen rammer nu også det traditionsrige grønlandske event i Tivoli i København. Arrangementet, der i de seneste 40 år har vokset sig større og større aflyses for første. gang.
Flere hundrede grønlændere og personer med relation til Grønland samles år efter år i Tivoli, når Grønland i Tivoli afholdes den 31. juli og 1. august.
Det sker dog ikke i år. Coronakrisen har nu ramt Grønland i Tivoli, der må aflyse det traditionsrige event. Det oplyser den grønlandske styregruppe i Tivoli, i en pressemeddelelse.
-Vi er i styregruppen naturligvis meget kede af aflysningen, men vi kan simpelthen ikke afholde så stort et arrangement samtidigt med, at vi følger myndighedernes regler og retningslinjer for store arrangementer, lyder det fra styregruppen, som Kim Falck-Petersen er formand for.
De oplyser samtidig, at planlægningen for næste års arrangement allerede er i gang.
- Vi vender stærkt tilbage med et fantastisk program for Grønland i Tivoli 2021 på den anden side af corona-krisen, lyder det.
Ingen store forsamlinger
Den danske regering har sat et krav om, at alle store arrangementer aflyses frem til den 31. august.
I over fire årtier har familier, venner og bekendte mødtes for at nyde den grønlandske musik og kultur.
Styregruppen oplyser, at de ellers har glædet sig til årets arrangement, som de har planlagt i flere måneder nu.
Chef for musik og underholdning i Tivoli, Thor Feilberg udtrykker også beklagelse om aflysningen:
- Vi er rigtig kede af ikke at kunne gennemføre i år. ”Grønland i Tivoli” er en af Tivolis største årlige sommerbegivenheder med en betydelig historie, der rækker langt tilbage. Vi har i overvejelserne måtte være realistiske både i forhold til de påbud og retningslinjer, der er fra myndighederne, og den planlægnings horisont den grønlandske styregruppe arbejder under på så stort et arrangement, siger Thor Feilberg.
Det skal være forsvarligt
Danmark og Grønland er så småt ved at åbne op igen efter den første bølge af covid-19 epidemien. Men situationen vurderes fortsat som alvorlig af styregruppen, som er enige om, at årets arrangement ikke kan afholdes på forsvarlig vis.