Fra mørket til astronauten

Der ligger bittesmå strømper på bordet.

En lille onesie. Uldtøj, der endnu ser næsten for småt ud til at være rigtigt tøj. Ved siden af står en babystol.

For 11 dage siden blev Gustav Lynge Petrussen far, da AG møder ham.

Nu fortæller han grinende, at han allerede er blevet tisset på. Det er en af de ting, man ikke når at forberede sig helt på, før man står midt i det.

Hjemme hos Gustav og hans kæreste Sika er tempoet blevet et andet. De kan ikke længere sætte sig til rette og se en serie, som de plejede. Tingene går langsommere nu. En episode bliver måske ikke set færdig. En samtale bliver afbrudt. Søvnen kommer i mindre bidder. Men om morgenen er der et øjeblik, han vender tilbage til.

De ligger alle tre i soveværelset. Gustav, hans kæreste og deres lille barn. Der er stille. Ingen skal skynde sig. De er bare dem tre. Han fortæller om glæden ved det.

Og mens han taler, er det tydeligt, at noget i hans liv har fået en helt ny betydning.

- Jeg er meget lykkelig. Det er utroligt, hvor meget livet har forandret sig, siden jeg blev far, men alligevel føles lidt det samme, fortæller Gustav Lynge Petrussen, også kendt som Tûtu.

Gustav Lynge Petrussen er singer-songwriter, producer og musiker. 

- Min fars afdøde bror hed Gustav og havde kælenavnet Tûtu. Jeg er vokset op med, at folk kalder mig Tûtu, fortæller han.

I mere end ti år har han arbejdet med flere forskellige kunstnere og genrer, lige fra hiphop til indie og alt derimellem. Han står bag flere udgivelser af EP’er, singler og albums, herunder Astronaut (2023) og Amisut (2026). 

Fra mug til månen

I begyndelsen var Tûtus musik mørk. I de første sange kredsede han om døden, mug og de tunge tanker, der fyldte. Ordene blev en måde at få noget ud af kroppen på, vreden, sorgen og alt det, der var svært at sige højt.

- At skrive tekster har hjulpet mig rigtig meget i mit liv, siger han.

For musikken har ændret sig i takt med at Gustav selv har udviklet sig. De mørke billeder fylder ikke længere på samme måde. I dag handler hans sange mere om kærlighed, mennesker og fortællinger. Og måske siger titlen på et af hans albummer noget om den rejse: Astronaut.

Fra mug til månen. Han fortæller historier gennem musikken. Det, der engang var en kanal for vrede og mørke, er blevet et sted, hvor han også kan fortælle om kærlighed, håb og livet.

Det mørke, der fandt vej ind i Tûtus tidlige sange, kom ikke ud af ingenting. Gennem sin barndom blev Gustav mobbet.

- Det startede i 3. klasse og varede til 10. Klasse. Faktisk blev jeg også mobbet i min efterskoletid, husker Tûtu.

Gustav beskriver sig selv som et stille og venligt barn. Han brugte meget af sin tid på musik og BMX og var lærenem.

- Det har været hårdt. Jeg har haft rigtig meget vrede i mig, fortæller han.

Mobningen satte sig i ham og gav næring til en vrede, som han senere skulle finde en måde at give form. Musikken blev et af de steder.

Han taler om det uden at dvæle ved det. For selv om mobningen har sat spor, er det ikke sådan, Gustav ser sig selv i dag. Det er en del af hans historie, men det er ikke hans identitet.

I stedet er det noget, han har forsøgt at forstå, bearbejde og til sidst give slip på.

- Det begyndte faktisk sidste år, da jeg begyndte at tale med en psykolog, fordi jeg var så vred. Nogle gange drømte jeg, at jeg var vred, og det påvirkede mit liv, siger han.

Det var på tide, at gøre noget ved de mørke følelser.

- Fordi det gik udover menneskene omkring mig. Jeg havde det virkelig svært ved at komme tæt på mennesker, fordi jeg ikke stolede på dem, hvor jeg nogle gange valgte mennesker, der ikke er sunde for mig, fortæller Tûtu. 

Samtaler og Disneysjov

Derhjemme var barndommen dog fyldt med tryghed. Han elskede at lege udenfor og glædede sig til Disneysjov fredag aften. Musikken fyldte allerede meget, ligesom cykler og skateboard gjorde. Og ved middagsbordet var der plads til følelser.

Samtalerne kunne fortsætte i timevis, hvor familien var samlet.

- Vi snakkede om alt og ingenting. Om det, vi havde oplevet i løbet af dagen, om mennesker og deres følelser, husker Tûtu.

Familien snakkede om det, der gør ondt. Det, der gør dem vrede. Det, de er bange for, eller det, de er glade for. Der har ikke været noget behov for hurtigt at skifte emne.

For Gustav har familien været et sted, hvor følelserne måtte fylde.

- Vi taler rigtig meget om følelser i min familie. Vi kan sidde ved middagsbordet i flere timer og bare snakke. Jeg elskede det, fortæller han.

Det har givet ham et sted at lægge noget af det, der ellers kunne være svært at bære alene.

Og når ordene ikke rakte, var der musikken.

Her kunne han give vreden en lyd og sorgen et sprog. Og med tiden også kærligheden og alle de andre historier, der fylder i ens liv.

Men musikken er ikke længere kun et sted, hvor Gustav læsser sine følelser af.

Han er blevet mere optaget af fortællingen. Af mennesker. Af de små øjeblikke og de store følelser, der findes mellem dem.

- Jeg skriver meget mere storytelling nu. Før skrev jeg mere ud fra mine egne følelser, fortæller han.

Det kan høres i hans musik. De mørke tekster fra de første år er blevet afløst af sange om kærlighed, relationer og livet.

- Jeg er begyndt at eksperimenterer med forskellige genrer og skriveformer, især i de seneste år. Jeg spurgte mig selv: Hvordan kan jeg skrive om kærligheden? Om det så lød lidt cringy, ajunngilaq, jeg ville afprøve mine grænser, smiler han.

Regnbuen

Musikken er heller ikke længere kun hans egen. I dag skriver Tûtu også sange til andre mennesker.

- En dag henvendte en person, som står mig meget nær, sig til mig. Personen fortalte, at livet var blevet så tungt, at vedkommende ikke længere ønskede at leve, fortæller han.

Gustav vil ikke fortælle, hvem personen er. Kun at de er meget tætte.

Beskeden chokerede ham. Han gik direkte til tasterne. Ud kom sangen ‘Neriusaaq’ - regnbue.

Sangen blev skrevet til personen.

- Da den var færdig, lyttede vi til den sammen. Vi græd begge to.

Det er måske der, man tydeligst kan mærke, hvor musikken har ført Gustav hen. Den begyndte som et sted, hvor han selv kunne give vreden og de tunge følelser et sprog. Nu kan den også være et sted, hvor han møder et andet menneske.

Alfa og tilgivelse

I dag er vreden der ikke længere. Han har tilgivet dem, der mobbede ham.

Ikke fordi det, der skete, ikke gjorde ondt. Og ikke fordi han mener, at det var i orden. Men fordi han ikke længere ønsker at bære det med sig.

Han ser tilbage på årene som en livslektion. Noget, der har været en del af hans vej, men som ikke længere skal bestemme, hvem han er.

- Jeg er faktisk taknemmelig for den livslektion, jeg har fået, og endnu mere taknemmelig for dem, der støttede mig, siger han.

Når Gustav tænker tilbage på den dreng, han selv var, er der en ting, han gerne ville sige til ham:

Det bliver bedre.

- Og det er okay at give lidt igen. Vis en smule alfa, siger han med et grin.

Rådet lyder måske hårdt. Men bag det ligger også en Gustav, der har lært at stå ved sig selv. Han har lært at sætte ord på sin vrede, at tilgive og at bruge følelserne i musikken.

Han er ikke længere den dreng, der skal kæmpe for at finde sin plads.

I stedet søger han steder, hvor han kan finde tilbage til sig selv.

Bare ro

Når Gustav ikke skriver musik, løber han. Helst ude i naturen.

Han fisker, tager på rensdyrjagt og opsøger det primitive. Han kan godt lide, at alting ikke er gjort nemt på forhånd. Hvis han bliver tørstig, må han finde en elv. Når han bevæger sig ud, forsvinder forbindelsen til omverdenen.

- Jeg kan godt lide at gå tilbage til mig selv. Der er ikke den samme travlhed som i byen, siger han.

Det er måske derfor, han søger derud.

Mellem fjeldene behøver han ikke forklare så meget. Der er bare naturen, elven og stilheden - en stilhed så voldsom, at den næsten larmer.

Og nu er der kommet endnu et menneske ind i hans liv, som han skal lære at kende.

En lille dreng på 11 dage.

Gustav smiler, når han fortæller om morgenerne, hvor de ligger alle tre i soveværelset. Livet er blevet anderledes.

Men måske har han netop fundet noget af det, han hele tiden har søgt:

Bare ro.