Forsalg til ”Qaqqat alanngui” startede fredag
”Qaqqat Alanngui” bliver den første grønlandske film, som skal vises med Katuaqs nye og topmoderne, digitale biografudstyr
Qaqqat Alanngui får verenspremiere den 4. juni i Nuuk, hvorefter den fortsætter ud på kysten. Foto: Tumit Production
Samtidig med, at filmproduktionsselskabet Tumit Production er ved at lægge allersidste hånd på redigeringen af deres kommende spændingsfilm ”Qaqqat alanngui”, starter Katuaq i Nuuk forsalget på filmen, der vises i det meste af juni i Katuaq. Det oplyser producer Aka Hansen i en pressemeddeelelse.
- Vi har rigtig travlt lige nu. Der er mange småting her i sidste øjeblik. Blandt andet arbejder vi hårdt med undertekster og rulletekster, som skal på plads, inden filmen skal digitaliseres, så den kan vises på det nye udstyr i Katuaq, fortæller Malik Kleist, der har instrueret filmen.
Datoen fredag den 13. vil for altid være associeret med spændingsfilm. Det er derfor en meget passende dato, som Katuaq har valgt som start på forsalget. Der er endnu tre uger til filmen kan ses i biografen. Verdenspremieren for filmen er lørdag den 4. juni og den vises i Katuaq frem til den 23. juni. Desuden skal filmen på turné på kysten.
Næste mål er derefter Sundance Filmfestival i USA inden den skal visees i Danmark og udlandet.
”Qaqqat Alanngui” er Tumit Productions anden film. Der kan mærkes et stort forventningspres til selskabet, om at ”Qaqqat Alanngui” kan matche den succes, som Tumit Productions havde med ”Hinnarik Sinnattunilu”.
- Vi glæder os helt vildt meget til at vise filmen. Det er lidt en blanding angst og glæde, der er i min mave for tiden, fortæller filmens producer Aka Hansen.
Billetter til ”Qaqqat Alanngui” kan købes i Katuaq fra fredag den 13. maj 2011.