Efter hundebid: Hundeslædeforening inviterer borgerne til møde i Sisimiut

Qimusseq Sisimiut holder onsdag et borgermøde for at skabe ro og tryghed blandt borgerne samt for at få forslag til forebyggelse af flere ulykker efter at tre personer blev angrebet af slædehunde i weekenden.

Qimusseq Sisimiut holder et borgermøde for slædehundeejere og andre interesserede borgere i Hotel Sisimiut onsdag. Her kan de fremmødte komme med forslag for at forebygge, hunde angriber mennesker.

Hændelsen, hvor tre personer er blevet angrebet og bidt af slædehunde i Sisimiut søndag, berører hele lokalsamfundet. Derfor er der behov for, at borgerne åbent snakker om hændelsen og kommer med mulige løsninger til at undgå lignende hændelser, mener formanden for hundeslædeforeningen Qimusseq Sisimiut, Susanne Berthelsen.

- Hændelsen har rystet hele lokalsamfundet. Der er behov for, at vi snakker sagen igennem, og der er behov for, at alle bliver hørt, så vi kan skabe ro og tryghed igen, siger Susanne Berthelsen til Sermitsiaq.AG.

Qimusseq Sisimiut inviterer derfor alle interesserede til Hotel Sisimiut klokken 19.00 onsdag.

Løsninger skal på bordet

Her vil der være oplæg fra foreningen, et vidne til hundeangrebet vil fortælle om hændelsen og en bekendt til de tre personer, der blev behandlet for hundebid vil fortælle om de tre personers tilstand.

- Jeg kan allerede sige, at de tre personer har det fysisk godt efter omstændighederne. De er stadig i chok, og har valgt ikke at deltage til mødet i aften. Og det har vi fuld forståelse for, siger Susanne Berthelsen.

Susanne Berthelsen oplyser, at de fremmødte borgere vil få mulighed for at komme med forslag for så vidt muligt at undgå, hunde angriber eller bider mennesker i fremtiden.

Forkvinden i hundeslædeforeningen i Sisimiut oplyser, at foreningen har en forventning om, at hundeejeren til de hunde, der angreb de tre personer, også deltager til borgermødet.

Powered by Labrador CMS