Det blev en god weekend for komponisten Arnannguaq Gerstrøm.
Fredag eftermiddag modtog hun besked om, at hun er en af fem modtagere af Dansk
Komponistforenings komponistlegat Nye Veje.
Legatet er på 100.000 kroner og skal bruges til fordybelse.
Arnannguaq Gerstrøm vil bruge legatet til at fordybe sig i sit tonesprog.
Det blev en god weekend for komponisten Arnannguaq Gerstrøm.
Fredag eftermiddag modtog hun besked om, at hun er en af fem modtagere af Dansk
Komponistforenings komponistlegat Nye Veje.
Legatet er på 100.000 kroner og skal bruges til fordybelse.
Arnannguaq Gerstrøm vil bruge legatet til at fordybe sig i sit tonesprog.
- Det er en lille smule nørdet, men det betyder meget at få tid og
rum til at fordybe mig i et projekt, som jeg kalder ”Det stille stof”. Jeg
undersøger kort sagt, hvordan jeg omsætter naturens bevægelser- for eksempel
bølgegang - til musik i mit eget tonesprog, forklarer Arnannguaq Gerstrøm.
- Som komponist arbejder man meget med bestillinger, der skal ende
i et konkret musikstykke. Her får jeg mulighed for fordybelse uden at have et
krav om et færdigt værk hængende over hovedet.
- Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, der følger med legatet.
Naturens stille rytmer, store kontraster og mine rødder fra Grønland og Danmark
er grundlaget for min musik, og det er en stor gave at få tid og rum til at
udforske det endnu dybere.
Lever af musikken
Arnannguaq Gerstrøm er født og opvokset i Grønland og har boet i
Ilulissat og Nuuk. Hun har gået på musikkonservatorier i Danmark, Sverige og
England.
Efter endt uddannelse vendte hun hjem til Grønland, hvor hun i en
årrække var dirigent for orkestre og kor og medvirkede til at stifte Grønlands
første symfoniorkester. Siden 2009 har hun skabt partiturmusik til
symfoniorkestre, ensembler og kor i både Grønland og internationalt og har
desuden arbejdet med tværkunstneriske projekter.
I dag arbejder hun med base i Danmark som komponist, dirigent og
fløjtenist med bestillinger fra solister, kor, ensembler og orkestre fra hele
verden. Hun arbejder primært med partiturmusik – musik skrevet som noder i
partiturer, så professionelle musikere kan opføre værkerne hvor som helst, uden
at komponisten behøver at være til stede. Det er denne form for musik, der
oftest anvendes af symfoniorkestre, kor og kammerensembler.
For nyligt fik hun et korværk uropført af Roskilde Domkirkes
Pigekor, og hendes næste uropførelse bliver den 21. februar med Danmarks Underholdningsorkester i
forbindelse med DR-projekt.