Den usynlige kvinde i sneen

Der har i de senere år været en sand bølge af interesse for Arnarulúnguaq. 

Udstillinger, podcasts, artikler og portrætter har givet nyt liv til den unge kvinde fra Thule, der i begyndelsen af 1920’erne drog ud på Den femte Thuleekspedition med blandt andet Knud Rasmussen og fotografen Leo Hansen. Så hvorfor endnu en bog? Hvad nyt kan professor emeritus i antropologi Kirsten Hastrup tilføre historien om den kvinde, der hverken skrev dagbog, efterlod breve eller noter – og som i Rasmussens omfattende værker kun optræder som et stille ekko?

- Hun efterlod sig intet selv, siger Kirsten Hastrup, der lige nu er aktuel med bogen “Det lille kvindemenneske – Arnarulúnguaq og Den store slæderejse” – og fortsætter:

- Alt, hvad vi ved, stammer fra mændene omkring hende. Man må læse Knud Rasmussen meget tæt for at finde de små spor – en bemærkning her, et glimt dér. Hun forsvinder hurtigt igen i de tunge beskrivelser af, hvad de gjorde.

De usynlige kvinder i Thule

I Thule-området i begyndelsen af 1900-tallet var kvinderne næsten altid uden stemme. De skrev ikke dagbøger, de skrev ikke breve – de holdt hverdagen i gang. De syede tøj, passede børnene og lavede madbålene, lavede mad.

- De var hele tiden i bevægelse, men samtidig usynlige, forklarer Kirsten Hastrup, som i årtier har forsket i det arktiske område – blandt andet med den anmelderroste udgivelse Knud Rasmussen – Vinterens hjerte.

Ifølge den erfarne professor emerita findes der næsten ingen kvindelige vidnesbyrd fra den tid.

- De er en funktion i hverdagen – uundværlige, men tavse, siger hun.

At skrive en bog om en kvinde som Arnarulúnguaq krævede derfor både tålmodighed, udholdenhed og fantasi. Forfatteren har læst Knud Rasmussen og Leo Hansen med lup for at finde de mindste antydninger af Arnarulúnguaqs personlighed.

- Man kan fornemme hende, siger Hastrup.

- Hun er ikke bare den, der syr. Hun er med til at bygge huse, rejse telte, lave mad – og hun bliver helt uundværlig for Knud Rasmussen. De to er sammen i halvandet år alene på rejse. De bliver en enhed.

Sorg, styrke og beslutning

Da hun drog ud, havde Arnarulúnguaq mistet både sin bror og sin mand. For Hastrup er ekspeditionen også en fortælling om sorg, overlevelse og måske heling.

- Knud Rasmussen mente, at hun burde vende hjem, men hun nægtede. Hun ville ikke tilbage. Det siger noget om hendes styrke, fortæller hun og fortsætter:

- Hun voksede undervejs, lyttede, lærte. Når hun sagde noget, var det begavet og præcist – og de andre satte pris på hende. Knud Rasmussen så hende som en ligemand.

Hun trådte ikke frem gennem store ord, men gennem handling. Hendes autoritet lå i det, hun gjorde – og det gør hende, ifølge Hastrup, overraskende moderne.

Et møde med verden

Når jeg læser om Arnarulúnguaqs rejse til USA og Europa i Hastrups bog, forestiller jeg mig, at oplevelsen må have været som noget taget ud af Crocodile Dundee – den gamle Hollywood-klassiker, hvor en bushmand fra Australien bliver kastet ind i New Yorks larmende storby. Den samme blanding af nysgerrighed og forundring må have præget Arnarulúnguaq, da hun pludselig stod midt i den vestlige civilisation – omgivet af skyskrabere, biler og mennesker i jakkesæt.

Kirsten Hastrup anerkender sammenligningen, men understreger, at hendes fortolkning bygger på konkrete belæg i teksterne:

- Der findes et sted hos Knud Rasmussen, hvor han beskriver Arnarulúnguaqs oplevelse fra en høj skyskraber i New York, siger Hastrup.

- Hun stod dér i europæisk tøj, som hun ikke var vant til, og så op mod en verden, der var så anderledes, at den næsten ikke kunne begribes. Men hun mister ikke fodfæstet – hun tager det hele ind, nysgerrigt, roligt.

Efterfølgende var hun og Knud Rasmussen i København i længere tid, men hun blev syg og måtte tilbringe næsten et år på hospital, før hun kunne vende tilbage til Nordgrønland.

- Man fornemmer, at hun var på vej et andet sted hen – både fysisk og mentalt. Hun havde oplevet noget, der ændrede hende for altid. Hun var blevet en del af en global historie – og så alligevel ikke.

Fanger i tiden

Knud Rasmussen beskrev Arnarulúnguaq som en ”udholdende og klog kvinde”. I hans bøger fornemmer man respekten, men også en distance. Han skriver ikke, hvordan hun havde det, kun hvad hun gjorde. Hastrup har forsøgt at læse mellem linjerne: at finde de øjeblikke, hvor hun trådte ud af skyggen.

- Der er noget rørende over den måde, hun indgår i fællesskabet på, siger Hastrup.

- Hun havde ingen børn og ingen mand længere – hun havde tiden og kræfterne til at tage med. Hun var nysgerrig og modig. Og hun kunne alt det praktiske, der gjorde, at de kunne overleve.

For Hastrup repræsenterer hun den tavse viden, som mange af Arktis’ kvinder bar i sig: evnen til at iagttage, arbejde, tie og handle.

- Der er så meget, vi ikke ser, fordi de ikke siger det højt, siger hun og konkluderer:

- Men man mærker deres tilstedeværelse.

Berømt i det lange slædespor

Hundrede år senere er Arnarulúnguaq blevet et symbol på styrke. På jubilæet for Den femte Thuleekspedition blev der holdt udstillinger om hende, og i 2028 vil hun pryde en ny grønlandsk pengeseddel.

- Det er jo fantastisk, siger Kirsten Hastrup.

- Men det er også tankevækkende, at hun bliver en kultfigur netop, fordi hun var tavs. Hun repræsenterer alle de kvinder, der bar livet videre, uden at skrive sig selv ind i historien. Det er nok det, vi spejler os i i dag – styrken i det stille.

Arnarulúnguaq sagde næsten ingenting. Hun syede, rejste telte, holdt bålet i live. Og alligevel er det hende, vi husker. Måske fordi tavsheden blev hendes vidnesbyrd. Hun blev berømt på den lange bane – eller sagt anderledes: i det lange slædespor.

Kirsten Hastrup er enig og supplerer:

- Der er noget tidløst ved hende. Hun er både en del af en gammel verden og af vores egen. Hun er et lille menneske i den store verden, men hun står fast. Og det er måske derfor, hun stadig taler til os.