Bandet SIGU nomineret til Nordisk Råds musikpris

Et nyere band, SIGU, der blander flere musikgenre i deres musikalske album, er nomineret til Nordisk Råds musikpris i år. Vinderen findes i Oslo i Norge den 31. oktober 2023.

Johannes Sigurdsen, sanger og guitarist i musikgruppen SIGU. Bandet er nomineret til Nordisk Råds musikpris 2023.
Offentliggjort

Rock, pop og jazz-funk blandet lidt med trancemusik sender bandet SIGU til en nominering til Nordisk Råds musikpris 2023.

Det skriver Nordisk Råd i en pressemeddelelse.

- SIGU er den nye spændende lyd i norden. Hos musikgruppen SIGU finder vi en ny musikstil i Grønland, hvor genrer som rock, pop, jazz-funk og en lille smule trance er blevet til et spændende mix, hvor historierne om de barske realiteter i hverdagen bliver fortalt hudløst ærligt, lyder det i nomineringen af SIGU.

- Det er tiltrængte toner, både i Grønland, men også ude i den store verden.

Vinderen af Nordisk Råds musikpris 2023 skal findes i en ceremoni i Oslo, Norge, den 31. oktober 2023.

Stolte musikere

SIGU skriver på sin officielle Facebookside, at musikgruppen er stolte og spændte på nomineringen. Det er anden gang på et år, at SIGU, der er aktuelt med albummet ”Ujartaraat Qaamaneq” (”Du leder efter lyset”, red.), bliver nomineret til en pris. SIGU kunne også hente en nominering til KODA Awards til Årets Pris 2023. Her vandt bandet dog ikke, da de blev overgået af Naja P.

SIGU bliver rost til skyerne for deres musik:

- Der er kræset for lytteren med den afslappede sangstemme, der taler direkte til hjertet og musikgruppen består af et professionelt ensemble, hvor intet er overladt til tilfældighederne.

Sangteksterne i albummet favner bredt og omhandler livets cyklus, forfædre, glæde, sorg, sommer og kærlighed.

Der er i alt 13 nominerede til musikpris 2023 i Nordisk Råd.

Powered by Labrador CMS