Forskningsrammer

Kritik af nyt biotek-udspil

Ph.d.-studerende på DTU advarer om, at et forslag fra Naalakkersuisut vil skræmme forskere væk

Inatsisartut skal drøfte den nye lovgivning på forårssamlingen

Inatsisartut risikerer på den kommende forårssamling at godkende en lovændring, som vil gøre det yderst uattraktivt at investere i grønlandsk bioteknologi. Samtidig kan loven skræmme helt almindelige forskere væk fra at forske i grønlandsk mikrobiologi, der er en central brik i international klimaforskning.

Sådan lyder advarslen fra Aviaja Lyberth Hauptmann, der er ph.d.-studerende på DTU.

Lukke ned
På sin blog peger hun på, at lovforslaget, der skal førstebehandles den 15. april, godt nok har til formål at fremme aktiviteterne på området, men reelt kan man meget vel lukke ned for et spirende forskningsområde.

Udnytte kommercielt
Den største ændring, Selvstyret ønsker at indføre med den nye lov, er, at forskere nu skal søge samlet om adgang til at forske i en ressource samtidig med, at de søger om potentielt at udnytte ressourcen kommercielt, påpeger Aviaja Lyberth Hauptmann.

Indtil nu har forskere uden interesse for kommerciel udnyttelse skulle søge en ren forskningstilladelse. Og forskere og virksomheder, som ønsker at udnytte en ressource kommercielt, har skulle ansøge om dette separat.

Søge en gang
I bemærkningerne til loven bliver det gjort meget tydeligt, at den store fordel for alle parter er, at man udelukkende skal ansøge en gang.

Men det, som loven egentligt kommer til at betyde for helt almindelige forskere, er, at de nu skal igennem en langt mere omfattende sagsbehandling, og at de samtidig skal betale for sagsbehandlingen.

Indtil nu har det været relativt ligetil at sende en mail til departementet for forskning og få en forskningstilladelse. Men nu ryger ansøgningen hen i en helt anden alvorlig kategori, advarer den ph.d.-studerende.

Powered by Labrador CMS