Ilulissat

Ilulissat varmer op til jubilæum

Ilulissat fejrer sin 275 års fødselsdag. Det sker den sidste weekend i juli samt hele den kommende uge med et gigantisk program.

Der har boet folk i området ved Ilulissat siden 2500 f. Kr. Handelsstationen Jakobshavn blev grundlagt af Jacob Severin i 1741.

Qaasuitsup Kommunia har netop offentliggjort programmet for fejringen, som blandt andet byder på taler, flaghejsning, fanemarch og fælles morgenmad.

For børnene vil der være uddeling af bolloner og koncert med Hinnarik og Maalia samt Julie Berthelsen og Peter Nørgaard.

I Forsamlingshuset udstiller og sælger byens husflidskunstnere og Kvindeforeningen deres kreationer. I kulturhuset Sermermiut er der blandt andet udstilling fra Ilulissat venskabsbyer samt grill, maskedans, kalattuut og inuit games. I Ilulissat Hallen er der koncert med lokale kor. Og torsdag afholdes der gallamiddag efterfulgt af dansemik.

Kirken holder gudstjeneste og ekstraordinær kransenedlæggelse på kirkegårdene ledsaget af korsang. I Zions Kirke er der koncert med operasangeren Josef Josefsen m.fl. og kransenedlæggelse til afdøde i havet. Foran kirken vil statister fra byen hjælpe med at vise en levende boplads, som den så ud i forhistorisk tid.
På Ilulissat Museum er der lokalhistorisk udstilling og underholdning ved Ilulissat Kalattuuat (Klara Kristensen & Hr. Fussing)

Tirsdag den 2. august spiller byens sportsforeninger fodbold mod hinanden.

På byens egentlige fødselsdag, onsdag den 3. august, uddeles en hæderspris til en af byens borgere. Og dagen efter afsløres en gave til byen v./ borgmester Ole Dorph.

Naalakkersuisuts formand Kim Kielsen gæster Ilulissat i anledningen af jubilæet sammen med borgmestrene fra Ilulissats venskabsbyer.

Festlighederne slutter fredag den 5. og lørdag den 6. august med fest i ilulissat Hallen, hvor blandt andre Disco Bay Blues, Maria Mathiassen, HEJ, AQQUTIT, Thornestones, Nukaaraq & Gert Kristensen, SIKO og Kalinnguaq spiller.

Det fulde program med tidspunkter kan ses her.

Powered by Labrador CMS