Visit Greenland opfordrer fortsat til staycation
Grønland har taget staycation og Visit Greenlands kampagne om at være turist i eget land, Nunarput Nuan, godt til sig.
Pakkerejser målrettet til herboende går som varmt brød. Det fortæller administrerende direktør i Visit Greenland, Julia Pars, til Sermitsiaq.AG.
- Sådanne rejsepakker giver også mulighed for at opleve vores eget land på en helt unik måde, fortæller Julia Pars, der selv har rejst til Sydgrønland med sin familie denne sommer.
- Det er godt, at herboende har interesse i at opleve landet som turister. De giver en tiltrængt indsprøjtning i erhvervet, siger Julia Pars.
Visit Greenland estimerer ud fra tilbagemeldinger fra samarbejdspartnere, at der er solgt flere hundrede pakkerejser gennem en kampagne, som Visit Greenland lancerede i slutningen af maj. Kampagnen Nunarput Nuan, har dermed bidraget til en øget købelyst af pakkerejser hos herboende.
Også Naalakkersuisut har lanceret en aktivitetspakke, der giver COVID-19 rabt for fly og turismevirksomheder. Dermed kan turistvirksomheder søge om tilskud, og gøre priserne billigere for kunder.
Oplev landet mere
Administrerende direktør i Visit Greenland, Julia Pars, påpeger at konceptet om at være turist i eget land ikke er et ukendt fænomen i udlandet.
Da COVID-19 ramte Grønland så det mildest talt sort ud for rejseudbydere og turistaktører. Med konceptet staycation kom der lidt gang i hjulene på erhvervet.
Som ejeren af Travel By Heart – Greenland fortæller, så er der en god forretning i at sælge pakkerejser indenrigs.
Julia Pars opfordrer til, at man fortsat benytter sig af pakkerejser for herboende.
- Visit Greenland opfordrer til, at man benytter sig af pakkerejser indenrigs, så der fortsat er lidt aktivitet på området. Selv når turismesæsonen engang begynder igen i landet, ser vi helst, at der også er pakkerejser målrettet til herboende, siger hun.
I år er der ingen krydstogtskibe, der anløber Grønland.