Udbudsportal får dødsstødet på grund af væsentlige fejl
Udbudsportalen til offentlige indkøb lukkes og en midlertidig løsning er etableret, oplyses det på Naalakkersuisuts hjemmeside.
Arkivfoto
Den nuværende udbudsportal er ”præget af så væsentlige fejl,
mangler og sikkerhedsmæssige udfordringer, at det ikke længere er forsvarligt
at opretholde dens drift”, lyder forklaringen på lukningen, der har effekt fra
dags dato.
Udbudsportalen har ligget under Økonomi- og
personalestyrelsen (ASA), men overdraget til Departementet for Erhverv,
Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling fra månedsskiftet.
”Arbejdet med at etablere en ny og mere tidssvarende
udbudsportal er igangsat, og frem til lanceringen af den permanente løsning vil
der fra den 2. februar 2026 være adgang til en midlertidig udbudsportal”,
oplyses det.
Den midlertidige løsning
Aktive udbud, afsluttede udbud samt oplysninger om vindere
kan midlertidigt tilgås på hjemmesiden Govgen.gl. fra i dag. Og
opretttelse af nye udbud og indsendelse af tilbud skal – indtil en ny digital
løsning er etableret – ske gennem sullissivik.gl.
Departementet oplyser, at man sammen med
Digitaliseringsstyrelsen vil holde dialogmøder med de aktører, som benytter
udbudsportalen.
”Formålet er at besvare spørgsmål samt gennemgå arbejdsgange
både i overgangsperioden og frem mod etableringen af den nye portal”, skriver
departementet, der beklager de gener ændringerne vil give brugerne.