Tusass erkender fejl og sender helikopter
Efter flere måneder uden hjælp fra Tusass til gentagne afbrydelser på telefon og internet kan fåreholdere fortælle, at Tusass er landet i Sydgrønland med helikopter onsdag morgen for at løse problemerne.
Konstante afbrydelser på telefonforbindelser og internet har været hverdagskost for fåreholdere i Sydgrønland, som bor langt fra alting, og som ikke lige kan svinge forbi det nærmeste sygehus i tilfælde af problemer.
Efter Sermitsiaq.AG har været i kontakt med Tusass om fåreholdernes forbindelser, så har Tusass’ lagt sig fladt ned og har onsdag morgen sendt en helikopter afsted til fåreholderstederne.
Den ene af de fåreholdere, der har oplevet problemer er Sara Lundgaard Jensen, som onsdag morgen kan ringe fra sin fastnetstelefon igen.
- Nu har vi endeligt fået telefonforbindelse efter 21 dage. Men det er ikke første gang at Tusass kommer med helikopter hertil. I dette år har de været her to gange. Så må vi bare håbe på, at vi ikke får afbrydelser i længere tid, siger fåreholderen, som lyder til at være lettet, men stadigvæk frustreret.
Tusass beklager
Tusass oplyser overfor Sermitsiaq.AG, at der er mellem 5 og 10 kunder med EBL-forbindelser (Ensomt Beliggende Kunder) som ikke har haft telefonforbindelser i lang tid.
- Det er bestemt ikke i orden, og vi har indskærpet og lære af denne interne fejl i Tusass. De berørte kunder er blevet kontaktet af Tusass for en løsning og forklaring, skriver Tusass blandt andet til Sermitsiaq.AG.
Flere fåreholdere bekræfter overfor Sermitsiaq.AG, at de tirdags eftermiddag og onsdag er blevet kontaktet af Tusass.
Onsdag morgen kunne Sermitsiaq.AG dog fortsat ikke komme i kontakt med nogle fåreholdere, for at få bekræftet, at Tusass er i kontakt med dem, da de ikke havde telefon eller internetforbindelse.
Modem og vejr er årsag til problemerne
Tusass er nu ved at udskifte modems hos fåreholderne, da televirksomheden mener, de er en del af problemet.
- Tusass teknikere har på nuværende tidspunkt konfigureret nye modems til de kunder, der skal have udskiftet deres modem, og vil med helikopter blive bragt til kunderne så snart det er muligt, skrev Tusass i et svar til Sermitsiaq.AG onsdag. Og nu er helikopteren altså landet i syd.
Ud over modem, så påpeger Tusass at vejret også kan påvirke forbindelserne.
- Der kan ske tilfælde hvor vejret er en faktor i disse svingende forbindelser. Vores EBL-kunder har satellitforbindelser, som let kan påvirkes af dårligt vejr, understreger Tusass.
- Samtidigt gentager vi vores anbefalinger om, at kunderne ikke selv ændrer på det tekniske udstyr og sørger for at regninger betales til tiden, og til at tjekke driftsinfo eller kontakte kundeservice, hvis de oplever problemer med et produkt, tilføjer Tusas afslutnigsvis.