Nuuk
Torsken fejres på madfestival
Kulturhuset Katuaq lægger lokaler til hovedstadens madfestival
Der skal duftes, der skal smages, og der skal nydes grønlandske retter, når dørene til Foodfestival 2015 i Nuuk åbner.
Det vil syde og boble i Katuaq, når Sermersooq Business Council afholder september måneds madfestival i hovedstaden.
- Med festivalen ønsker vi at bygge bro mellem de lokale producenter og befolkningen, men målet er også at informere og inspirere de besøgende. Derfor har vi inviteret flere oplægsholdere med forskellige vinkler på mad, så man udover at smage også kan lære, fortæller Morten W. Nielsen, der er konsulent hos Sermersooq Business Council, der er medarrangør.
Sundhed og erhverv på dagsordnen
Festivalens dage har tre temaer: Først en offentlig udstilling og erhvervsarrangement, derefter bydes der på smagsprøver, konkurrencer og innovation, mens den sidste dag for festivalen bliver torskens dag.
Erhvervsdelen glæder én af udstillerne virksomheden Royal Greenland.
- Det er rigtig vigtigt at fortælle og vise, at vores lokaltproducerede råvarer er sunde og bæredygtige for alle – også virksomheder og institutioner. Derfor håber vi, at food-festivalen kan være med til at vise for eksempel hospitalet og skoler, at de grønlandske råvarer er et godt og tilgængeligt alternativ til importeret mad, pointerer Malik Hegelund Olsen, salgschef i Royal Greenlands hjemmemarkedsafdeling.
Gratis smagsprøver
Erhvervsdelen følges op af en offentlig udstilling, hvor alle besøgende kan smage og nyde forskellige produkter og få en snak med de lokale producenter.
Der er gratis at deltage og smage på de tre dage, som udover foredrag og udstillinger også tæller en kagekonkurrence og madkonkurrence. De afholdes i midten af festivalen og afgøres af en kompetent dommertrio – og her er kagekonkurrencen til fri smagning.
Den vigtigste fisk i fokus
Torsken har sneget sig ind som søndagens hovedperson med en hel temadag dedikeret den kendte fisk – og her er fokus på, hvordan vi i Grønland bedre kan udnytte torsken kommercielt.
For eksempel kommer der oplæg om, hvordan vi kan få værdien af torsk til at stige, og hvordan dele fra fisken kan bruges i nye produkter som kosmetik og medicin.
Torskens dag afholdes af KNAPK i samarbejde med Sermersooq Business Council.
Fik du læst artiklerne i august måneds tema om Naturens Tagselvbord? Hvis ikke kan du danne dig et overblik her.