Taxadirektør: Vi kører, så længe vi må

Det er ikke nemt at være taxachauffør i øjeblikket. Der er risiko for smitte og næsten ingen kunder.

Der er langt færre taxaer på gaden i Nuuk, efter det meste af samfundet er lukket ned på grund af corona.
Offentliggjort

Det er svært at arbejde hjemmefra, når man er taxachauffør. Derfor bliver mange af chauførerne hos Nuuk Taxa også ufortrødent ved med at stå til rådighed, når sundhedspersonale og andre borgere har brug for at komme fra a til b. Men der er blevet længere mellem turene.

- Det er hårde dage i øjeblikket, fortæller Karl Henriksen, der er selvstændig chauffør.

- Jeg er nødt til at blive ved, for jeg er alene med min vogn, og jeg kører minimum 12 timer hver dag, siger han.

Halvt så mange vogne på gaden

Han bakkes op af Janus Eigaard, der er direktør i Nuuk Taxa A/S, som beskæftiger omkring 150 personer.

- Vi kunne mærke meget stor nedgang i omsætning allerede, da det første smittede tilfælde blev opdaget. Vi har slet ikke de samme travle perioder, som vi plejer, siger han.

Han er imponeret over de mange chauffører, der fortsat sætter sig i bilen hver morgen.

- De kæmper mod to ting. Faren for at blive smittet med coronavirus og kampen for at opretholde en omsætning, der er til at leve af i en blødende branche. Lige nu har vi kun 35 vogne på gaden i modsætning til de 68, som vi plejer, siger direktøren.

Nogle chauffører har valgt at blive hjemme på grund af faren for at blive smittet, og fordi der ikke er nok arbejde til alle vognene mere.

Direktøren påpeger, at omsætningen er faldet med mere end én million kroner sammenlignet med niveauet, inden krisen begyndte.

Håber på økonomisk hjælp

Karl Henriksen fortæller, at han har mistet mellem 60 og 70 procent af sin omsætning, og han er bekymret.

- Jeg har jo regninger, der skal betales, så jeg fortsætter og forsøger at passe på mig selv og mine kunder, siger han.

Det gør han blandt andet med håndsprit, handsker og et tørklæde til at dække ansigtet med. Både han og direktøren i Nuuk Taxa håber, at hjælpepakken fra Naalakkersuisut også omfatter deres branche.

- Jeg venter, indtil jeg kender min omsætning for denne måned, før jeg ansøger, men jeg håber virkelig, at jeg kan få noget hjælp, siger Karl Henriksen.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS