Succesfuld slagtning af knap 300 ton lam

Neqi slagtede omkring 200 færre lam i forhold til sidste år, men til gengæld var der mere kød på.

Ifølge Neqi har den våde sommer i Sydgrønland betydet gode vækstbetingelser for vegetationen, som dyrene lever af, og derudover har vejret været godt under slagtningen.
Offentliggjort

Årets slagtning af lam på Neqi i Narsaq er overstået, og sæsonen betegnes som ganske tilfredsstillende af slagteriet. Det er godt nyt for det selvstyreejede slagteri, hvis økonomi er blevet hårdt ramt af KNI-skandalen.

Ifølge Neqi har den våde sommer i Sydgrønland en andel i successen, fordi sommeren har budt på gode vækstbetingelser for vegetationen, som dyrene lever af.

- Og når vi nu roser den våde sommer, må jeg også rose det gode efterårsvejr. De første 2-3 slagtedage midt i september bød på en lille smule gråvejr, men ellers har solen stået flot over Narsaq i hele slagteperioden. Dagen efter det sidste dyr var slagtet, kom det så ’rigtige’ efterårsvejr med regn og blæst, fortæller Ole Vestergaard, direktør i Neqi A/S

Antal og mængder i forhold til sidste år ses af ovenstående tabel.

Direktøren forklarer, at ved regnvejr i slagteperioden bliver dyrenes pels beskidt, hvilket kan smitte af på kødet:

Mindre spild af kød

- Og så beder dyrlægerne os om at skære et stykke kød væk omkring det beskidte område, så det giver både ekstra arbejde og et spild af ellers fint lammekød. Blæsevejr har tidligere år forsinket vores indtogtningsskib, så vi kunne stå med 70-80 slagtere der var klar, men ingen mulighed for at få transporteret lam fra fåreholderstederne ind til Narsaq. Også dette har vi været forskånet for i år, siger Ole Vestergaard.

Slagteriet roser også avlsarbejdet hos fåreholderne samt en ny maskine til aftrækning af lammeskind, som virksomheden har anskaffet.

Den tilfredsstillende sæson er tiltrængt godt nyt for slagteriet, der er en del af KNI koncernen. Som følge af den omfattende skandale med blandt andet kunstigt oppustede lagervurderinger får Neqi også en økonomisk øretæve.

Uberettigede transaktioner internt i KNI A/S har nemlig sendt Neqi A/S’ egenkapital i minus med 29,4 millioner kroner, og derfor står økonomien overfor at skulle genoprettes.

Powered by Labrador CMS