Slip Østgrønland fri
IAs kandidat til kommunalbestyrelsen Juaaka Lyberth foreslår at Østgrønland skal slippes fri, så den kan blive en frikommune under Kommuneqarfik Sermersooq.
Debatten om den nuværende kommune ordning i Grønland fylder en del i kommunalvalget. Nu kaster kandidat til Kommunalbestyrelsen Juaaka Lyberth, IA et nyt forslag på bordet.
Juaaka Lyberth vil gerne skabe muligheden for at omdanne den østlige del af Kommuneqarfik Sermersooq til en frikommune.
Juaaka Lyberth, der stiller op for IA til kommunalvalget mener, at det er svært at erhvervsudvikle Østgrønland, trods mange åbenlyse erhvervspotentialer.
Dette skyldes ifølge Juaaka Lyberth, både områdets geografiske placering i forhold til det øvrige Grønland – og de sociale udfordringer.
Omvendt mener Juaaaka Lyberth, at Østgrønland har en god geografi i forhold til Island. Og at det derfor vil være oplagt, hvis man kan udvikle samhandel imellem de to parter.
- Derfor vil det være relevant at få kigget på de regler, der hindrer en god erhvervsudvikling i Østgrønland. En frikommune skal frigøres af de snævre regler for erhvervsudvikling, skriver Juaaka Lyberth, der samtidig påpeger at mange regler er skabt ud fra devisen om at ”one-size-fits-all”, hvilket -ifølge Juaaka Lyberth nok ikke er tilfældet.
Begge veje
For Juaaka Lyberth vil sådan et forslag have mange fordele. For det første vil det være en form for laboratorium for nye idéer, og hvis idéen er god, vil den kunne spredes ud til resten af Grønland. Omvendt hvis idéen er mindre god:
- begrænser man en eventuel skade, og dernest fremmer man lokalområdets virkelyst til at finde nye løsninger, skriver Juaaka Lyberth.
Det er ikke kun IA der kommer med bud på opdeling af kommunerne.
Nunatta Qitornai ønsker at ophæve kommunerne fra deres nuværende form til den gamle form, hvor hver by har sin borgmester og og Naleraq vil dele Kommuneqarfik Sermersooq i øst og vest, og kigge på eventuelle opdelinger af de andre kommuner i henhold til borgernes ønsker og behov.
Nærdemokratiet
Naleraq mener, at nærdemokratiet er mistet, og der skal en folkeafstemning til så både Avannaata Kommunia og Kommuneqarfik Sermersooq kan stemme om kommunerne skal splittes op.
Nunatta Qitornai mener ligeledes også, at det er nærdemokratiet, der lider i de nuværende storkommuner. Nunatta Qitornai vil derfor arbejde for at den nuværende ordning bliver tilbagerullet. Så der igen vil være en kommune i hver by.