Sikuki: Dyr strid kører videre på fjerde år
Selv om der er gået knap fire år, er der heller ikke i år udsigt til, at Sikuki Nuuk Harbour kan få lukket en strid med Per Aarsleff Grønland, der byggede den store atlanthavn i Nuuk.
En forsinkelse på 10 måneder med at bygge atlanthavnen i Nuuk tilbage i 2016/17 er fortsat genstand for en kostbar strid mellem det selvstyreejede selskab Sikuki Nuuk Harbour og entreprenøren Per Aarsleff Grønland.
Bestyrelsesformanden i havneselskabet, Lars Karlsson, oplyser til Sermitsiaq.AG, at man først forventer en endelig afklaring i voldgiftssagen næste år.
- Hvad voldgiften angår, har Sikuki brugt en masse ressourcer på forberedelser siden den forsinkede levering af havnen og forventer en beslutning i begyndelsen af 2022, oplyser bestyrelsesformanden via mail fra sit svenske domicil.
Stridens kerne
Sikuki Nuuk Harbour var ikke tilfreds med, at atlanthavnen, der skulle være leveret og klar i november 2016 først blev færdig i august 2017. Derfor valgte selskabet at fremsætte krav om dagbodsbetaling for forsinket aflevering. Modsat har Per Aarsleff fremsat krav om tidsfristforlængelse og ekstra betaling.
Det selvstyreejede selskab har allerede haft betydelige omkostninger i sagen, og udfaldet kan ende med at belaste selskabets økonomi yderligere, hvis man ikke får medhold i sine krav, der aldrig er blevet offentliggjort.
Tab på krydstogtsskibe
Coronapandemien har i særlig grad ramt krydstogtsbranchen, der i 2020 måtte aflyse alle anløb til Grønland. Det har kostet havneselskabet et beløb i nærheden af to millioner kroner i tabte havneindtægter, oplyser Lars Karlsson.
- Til gengæld har vi oplevet øgede aktiviteter og salg fra både det nye samarbejde mellem Royal Arctic Line og Eimskip samt fra losning af trawlere, påpeger bestyrelsesformanden over for Sermitsiaq.AG.
Det selvstyreejede havneselskab har generalforsamling den 8. juni, hvor årsregnskabet vil blive fremlagt.