Sikkerheden er i orden i bådcharterbranchen
Politiet har gennem fem år kun modtaget tre anmeldelser om ulovlig passagertransport.
Bådcharter er de seneste år blevet big business i Grønland – og hvert år kommer nye både og nye operatører til.
Inden man kan begynde at sejle med betalende passagerer – for eksempel turister og jægere – skal båden leve op til reglerne og være godkendt til passagertransport.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Det er Søfartsstyrelsen i Danmark, der står for regulering og godkendelse, for søfartsområdet er ikke hjemtaget til Grønland.
- Sikkerhed inden for søfart er en kerneopgave for Søfartsstyrelsen. Sikkerheden skal være i orden, inden vi giver tilladelse til passagersejlads, fortæller synschef i Søfartsstyrelsen Martin Hvid John.
Det betyder helt konkret, at båden dels skal optages i Dansk Skibsregister, dels at båden skal godkendes af Søfartsstyrelsen.
Teknisk godkendelse
- Der er tale om en teknisk godkendelse, hvor vi sikrer os, at båden er i orden, og at der er de fornødne redningsmidler om bord – redningsveste, VHF-radio, redningsflåde og så videre. Det indebærer også, at der skal findes en sikkerhedsinstruks om bord – og at passagererne er forsikret i tilfælde af uheld.
Læs hele artiklen i denne uges udgave af Sermitsiaq, som du kan få adgang til her.