Royal Greenland leverer et trecifret millionoverskud

Royal Greenland kom i 2022 ud med et resultat før skat på 235 mio. kr. og omsætningen endte på 5,8mia. kr. mens gælden vokser betragteligt. Selskabets direktør betegner resultatet som tilfredsstillende.

kommer ud af 2022 med et overskud på 235 mio. kr. Royal Greenland
Offentliggjort

Til trods for stigende omkostninger kom den selvstyreejede fiskerigigant Royal Greenland ud med et overskud på 235 mio. kr. før skat i 2022.

Resultatet er dermed lavere end i 2021, hvor det endte på 326 mio. kr. Det er dog tilfredsstillende, lyder det fra selskabets direktør:

- Årets tilfredsstillende resultat er baseret på vores grønlandske kernearter, der har klaret sig godt. De har fortsat den positive udvikling, der begyndte i slutningen af 2021 efter, at salget var hårdt presset under Covid-19 pandemien, siger Susanne Arfelt Rajamand, administrerende direktør i Royal Greenland, i en pressemeddelelse.

Ifølge Royal Greenland er skalrejer, kogte og pillede rejer og hellefisk kommet tilbage på de almindelige indtjeningsniveauer, og også torsk har udviklet sig positivt.

Sagde farvel til 100 mio. kr. i omsætning

2022 var præget af høje prisstigninger på energi, som har haft konsekvenser for Royal Greenland i form af stigende omkostninger:

- Udviklingen skyldes den stigende inflation og specielt de stigende energipriser, som Ruslands invasion af Ukraine har medført. Krisen har også skabt en usikker markedssituation i Europa med en afmatning i de seneste måneder, siger Susanne Arfelt Rajamand.

Situationen påvirker Royal Greenland, da Europa er et af de vigtigste markeder for koncernen, der også fremhæver, at man sagde farvel til en omsætning på 100 mio. kr. da selskabet stoppede alt salg på det russiske marked.

Snekrabber udfordrer

Royal Greenland har desuden været udfordret på det nordamerikanske marked, hvor salget af snekrabber er gået kraftigt tilbage:

- Salget har været udfordret som følge af meget høje råvarepriser samt et svækket marked i Nordamerika. Salgspriserne er faldet med mere end 50 procent i forhold til 2021, da efterspørgslen i foodservice- og detailsegmenterne faldt markant, fortæller Susanne Arfelt Rajamand.

Hun er tiltrådt posten som direktør for Royal Greenland, efter at Mikael Thinghuus fratrådte i september sidste år efter mere end et årti i spidsen for selskabet.

Gæld vokser betragteligt

Allerede i forbindelse med Royal Greenlands halvårsregnskab i 2022 kom det frem, at gælden var vokset med omkring 900 mio. kr. Det forhold omtales også i selskabets årsrapport, da gælden samlet er vokset med en milliard kroner det seneste år:

- I kraft af udviklingen for snekrabber og en generelt stigende omkostningsbase er der sket en højere pengebinding i arbejdskapital og dermed i nettorentebærende gæld, skriver Royal Greenland om gælden og fortsætter:

- Sammenholdt med den fortsatte planlagte udskiftning af den udenskærs flåde betyder det, at sidstnævnte beløber sig til 2,9 mia. DKK ultimo 2022 mod 1,9 mia. DKK sidste år.

73 mio. kr. til Selvstyret

Som følge af årets overskud kan Selvstyret se frem til et udbytte på 73 mio. kr. hvilket er halvdelen af overskuddet efter skat.

Ifølge regnskabet udgør Royal Greenlands egenkapital 1.829 mio. kr.

Powered by Labrador CMS