Konkurrencelov

Royal Greenland anklages for ufine metoder

Direktøren for Kitaa Seafood anklager nu offentligt det selvstyreejede selskab Royal Greenland for at kvæle konkurrenter ved at hæve kiloprisen på hellefisk i en grad, der ikke svarer til verdensmarkedsprisen. Alene med det formål at kvæle de mindre virksomheder i Grønland.

anklages for at hæve prisen på hellefisk alene for at kvæle en konkurrent i markedet. Royal Greenland
Offentliggjort

Robert Møller fra Kitaa Seafood udsendte fredag en pressemeddelelse, hvor han undrer sig over, at det selvstyreejede selskab i Nuuk har hævet indhandlingsprisen for hellefisk med fire kroner kiloet på blot fem dage, så den nu i Nuuk ligger på 30 kr. kiloet. Prisen for indhandlet hellefisk i Upernavik ligger på blot 16,50 kr. pr. kilo.

- Prisstigningerne i verdensmarkedet er stoppet, prisen på hellefiskehoveder er på vej ned. Der er i virkeligheden ikke længere grund til at indhandlingspriserne skulle stige, fastslår direktøren, der mener, at Royal Greenlands prispolitik alene handler om at kvæle en konkurrent, når priserne forskellige steder på kysten er så forskellige.

To spørgsmål

På det grundlag stiller Robert Møller to spørgsmål:

  • Findes der ikke noget i konkurrenceloven, et regelsæt mod krydssubsidiering, altså konkurrere mod andre lignende virksomheder ved at miste penge et sted og tjene det mistede et andet sted?
  • Kan et samfundsejet selskab i virkeligheden bruge sin dominans i landet, til uden konsekvenser kvæle andre private initiativer, og på den måde fastholde deres dominans?

Kitaa Seafood har eksisteret i tre år, og direktøren fastslår, at virksomheden ikke har nogen mulighed for at polstre sig eller vedligeholde fabrikken, fordi ”en selvstyreejet virksomhed helt uhindret kan køre priserne op på et niveau, hvor små selskaber ikke længere kan være med”.

Henvender sig til politikerne

Direktøren henvender sig direkte i pressemeddelelsen til politikerne i Grønland.

- Vil I gerne fremme udviklingen af private selskaber, eller vil i hellere fremme en ineffektiv fremtid, hvor et par store spillere bestemmer hastigheden af udviklingen i Grønland?, spørger Robert Møller.

Royal Greenland afviser anklage

Royal Greenlands koncernproduktionsdirektør Lars Nielsen afviser via en mail til Sermitsiaq.AG, at selskabet har planer om at tage livet af andre aktører i branchen.

- Vi har gennem lang tid fulgt den indhandlingspris, som de øvrige spillere i Nuuk har fastsat. Vi konstaterer desværre, at vi har mistet markedsandele, og vi har derfor besluttet at hæve prisen for at få de tabte mængder tilbage, skriver Lars Nielsen og videre:

- Vi har ingen planer eller ambitioner om at tage livet af Kitaa eller andre aktører. Vi fokuserer på at drive vores egen forretning så effektivt som muligt, og de dispositioner, vi træffer, er kommercielt velbegrundede.

Powered by Labrador CMS