Ros, bronze og sølv til tre nye i køkkenet

Svendebrev til tre unge elever fra Inuili i Narsaq. De kan nu kalde sig cater- og kantineassistenter

Judithe Kleemann fra Maniitsoq. Dagmar Silassen fra Nuuk og Lars-Brian Lynge fra Ilulissat. Foto: John Rasmussen, Narsaq Foto
Offentliggjort

Fredag eftermiddag var der tre unge mennesker på levnedsmiddelskolen Inuili i Narsaq, der fik overrakt deres svendebrev som cater- og kantineassistenter. Uddannelsen, der før hed cafeteria- og kantineassistenter.

Det er fra venstre i billedet øverst i artiklen Judithe Kleemann fra Maniitsoq, Dagmar Silassen fra Nuuk og Lars-Brian Lynge fra Ilulissat.

Og ikke nok med det. Deres karakterer var så gode, at der i Judithe Kleemanns svendebrev er en rosende anmærkning. Dagmar Silassen fik en bronze-medalje for sine karakterer, mens Lars-Brian Lynge scorede en sølvmedalje med sine topkarakterer.

Uddannelsen, der tager to et halvt år med fire skoleophold på Inuili og praktik resten af tiden giver kompetence til at arbejde som ledere i køkkener og kantiner samt som medhjælpere i restauranter.

Lars-Brian fortæller, at han har været i praktik i Royal Greenlands kantine i Ilulissat, men at han endnu ikke har fået fast arbejde efter endt uddannelse. Han er ellers særdeles godt kvalificeret, da han tidligere har stået i lære som kok i cirka tre et halvt år. Han fortæller til Sermitsiaq.AG, at hans læretid afsluttede brat, da den restaurant, hvor han var i praktik, blev solgt, uden at han kunne finde et andet praktiksted.

Dagmar Silassen har været i praktik på Café Mik i Nuuk. Heller ikke hun har endnu fundet et fast arbejde.

Judithe Kleemann har været i praktik i kantinen på Maniitsoq kommunekontor. Hun skal nu afløse lederen i en måned samme sted. Men hun har planer. Hun mangler et års læretid som malersvend, og det påtænker hun at tage det næste år.

Powered by Labrador CMS