Qaqortoq nu godkendt til udenrigsflyvninger

Trafikstyrelsen giver Qaqortoq Lufthavn tilladelse til at håndtere international flytrafik efter gennemgang af sikkerheden.

Air Greenlands fly får nu selskab af Icelandair i Qaqortoq.
Offentliggjort

Sydgrønlands nye lufthavn åbnede 16. april, men var i første omgang kun godkendt til Air Greenlands fly.

Nu melder Trafikstyrelsen efter sit tilsyn, at Qaqortoq Lufthavn er klar til udenrigsflyvninger. 

– Vi har gennemgået sikkerheden i Qaqortoq Lufthavn og kan konstatere, at Greenland Airports nu har tilstrækkelig driftserfaring og de nødvendige sikkerhedsprocedurer på plads til også at kunne håndtere udenrigsflyvninger fra fx Icelandair, siger Lars Korsholm, vicedirektør i Trafikstyrelsen. 

– Det gælder både i sikkerhedskontrollen og ude på banen, hvor udstyr og sikkerhedsprocedurer lever op til sikkerhedskravene, siger Lars Korsholm. 

Med den nye godkendelse kan Icelandair begynde at flyve mellem Qaqortoq og Keflavik fra i dag torsdag 4. juni. En tidligere afgang 2. juni blev aflyst, ifølge Flightradar24.

Icelandair oplyste sidste år, at man ville flyve fire gange ugentligt i sommermånederne, to gange ugentligt i september. 

Selskabet fløj tidligere til Narsarsuaq Lufthavn, der blev lukket for fly efter åbningen af den nye lufthavn i Qaqortoq. 

Powered by Labrador CMS