Politikernes fravær skal koste - også i Qeqqata
Kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia har efter forslag fra Rachel Ingemann (D) besluttet, at det skal være slut med, at kommunalpolitikere bliver væk fra møder, uden det har konsekvenser for deres vederlag.
Rachel Ingemann (D), der er kommunalbestyrelsesmedlem i Qeqqata Kommunia, står bag forslaget om, at kommunalpolitikernes fravær skal koste på vederlaget.
Foto: Tôrtia Reimer-Johansen
Først var det hovedstadskommunen, som indførte økonomiske konskvenser for kommunalpolitikere, der ikke kommer til møderne og samtidig undlader at melde afbud.
Nu vil Qeqqata Kommunia indføre lignende regler. Det sker efter et forslag fra kommunalpolitiker Rachel Ingemann (D):
- Det er for let at have “fravær” med vederlag, skriver politikeren blandt andet som begrundelsen for sit forslag. Hun understreger dog, at sagen er en anden, hvis poltikerne melder rettidigt afbud.
10 udeblivelser uden afbud
Kommunens forvaltning har set på forslaget og opgjort, hvor meget fravær politikerne har.
Forvaltningen skriver blandt andet, at der i 2025 har været 10 tilfælde af fravær uden afbud. I perioden har der været i alt 25 udvalgsmøder.
Forvaltningen konkluderer, at løntræk kan være med til at skabe struktur og kan forebygge unødigt fravær og fremme respekt for andres tid.
På et møde 27. november har kommunalbestyrelsen godkendt, at det ligesom i Kommuneqarfik Sermersooq skal koste et løntræk på 569,70 kr. for udeblivelse fra møderne.