Polar Seafood runder 1000 medarbejdere
Trods et lille dyk i omsætningen på 40 millioner til 3,28 milliarder kroner har Polar Seafood-koncernen opnået et 2018-resultat efter skat på 155 millioner kroner mod 117 millioner kroner året før.
Polar Seafood Greenland-koncernen har netop fremlagt årsregnskab, som på flere fronter sætter rekorder.
To milepæle
Koncernen beskæftigede sidste år over 1000 medarbejdere, nøjagtigt 1.032 mod 965 i 2017, og egenkapitalen i Grønlands største privatejede virksomhed rundede for første gang 1,5 milliarder kroner – helt præcist: 1.666.721.000 kroner (inklusiv minoritetsinteresser, red.).
I ledelsesberetningen konstaterer man tørt og uden de store armbevægelser, at regnskabet er ”tilfredsstillende”.
Regnskabet lever op til de forventninger, som ledelsen havde til 2018 ”på trods af kraftigt stigende ressourceafgifter til Grønland i året”, står der i beretningen.
Forventningen til 2019
Forventningerne til indeværende års resultat ligger på linje med 2018-resultatet, ”mens aktivitetsniveauet forventes reduceret med 5-10 % i forhold til 2018”.
Nettoomsætningen fordeler sig således (2017):
- Grønland og Danmark: 608 mio. kr. (598)
- Europa: 2.102 mio. kr. (2.059)
- Fjernøsten: 504 mio. kr. (556)
- Øvrige: 66 mio. kr. (106)
- Af koncernens omsætning hidrører 81 procent fra andre lande end Grønland og Danmark med hovedvægten lagt på eurolande samt Østeuropa og Asien, oplyser selskabet.
Blandt de bedste resultater
- Disse resultater, som er blandt de bedste i Polar Seafoods historie, er bedre end ventet, og de er vel at mærke nået samtidig med, at vi har foretaget store investeringer i nye skibe og opgraderinger af fabrikkerne i især Grønland, siger bestyrelsesformanden Henrik Leth i en kommentar til regnskabet.
- Vi har med andre ord ikke sparet os til resultaterne. De er tværtimod skabt gennem en fast tro på vores strategi, som er baseret på kombinationen af offensive reaktioner på verdensmarkedernes bevægelser og realistiske vurderinger af vores muligheder og begrænsninger. Man kan sige, at vi arbejder i krydsfeltet mellem beslutsomhed og forsigtighed. Og med en fleksibel organisation, der er gearet til de forandringer, der er et vilkår i vores branche, lyder det uddybende fra bestyrelsesformanden.
Ingen udbytte
Selskabet har ikke udbetalt udbytte og desuden kigget på det afkast, koncernen har leveret til det grønlandske samfund.
- Det samlede beløb i form af a-skatter, ressource- og
indhandlingsafgifter, udbytteskat og selskabsskat udgjorde 343 millioner kroner i 2018. En stigning fra sidste regnskabsår på over 53 millioner. Alene i selskabsskat har Polar Seafood betalt ca. 46 millioner kroner, og er dermed en af Grønlands allerstørste
selskabsskattebetalere, fremgår det af pressemeddelelsen fra selskabet.
Det nævnes ikke med et ord i ledelsesberetningen, at selskabets medstifter Anders Brøns afgik ved døden under tragiske omstændigheder i december 2018, hvilket sendte chokbølger ikke blot internt i virksomheden, men i hele det grønlandske samfund.
Ind i bestyrelsen er kommet sønnen Miki Jonas Brøns og eneste direktionsmedlem er Jens Kristian Friis-Salling, mens Henrik Leth fortsat sidder i formandsstolen i bestyrelsen.