Polar Seafood: Det russiske marked er svært at erstatte

Sanktioner mod Rusland er indtil videre gået uden om selskabets handel i Rusland. Polar Seafood har desuden et kontor i Ukraine, som forsøger at fortsætte arbejdet.

- Det, vi frygtede, det er, at man udelukker Rusland fra det såkaldte SWIFT-system, men det er der ikke udsigt til lige nu, siger Henrik Leth, bestyrelsesformand i Polar Seafood.
Offentliggjort

Det russiske marked er det næststørste marked for Polar Seafood, og derfor er gode nyheder for fiskeriselskabet, at selskabets eksport til Rusland indtil videre går fri af de sanktioner, som der er blevet indført mod landet.

Det fortæller bestyrelsesformand, Henrik Leth til Sermitsiaq.AG:

- Vi kører stille og roligt videre, og i det omfang vi kan få penge ud af landet, så fortsætter vi med at sende fisk, siger han.

EU har ellers vedtaget sanktioner mod russiske banker, men det har ikke påvirket fiskeriselskabet:

Pengeoverførsel lykkedes

- Nej, for det er specifikke banker, og det er ikke nogen vi benytter os af. Det, vi frygtede, det er, at man udelukker Rusland fra det såkaldte SWIFT-system, men det er der ikke udsigt til lige nu.

- Vi har sendt nogle penge ud af landet, og det er lykkedes, fortæller Henrik Leth.

Spørgsmål: Altså overvejer man for eksempel at opdyrke andre markeder, for at gøre sig mindre sårbar på det russiske marked, hvis situationen eskalerer yderligere?

- Vi forsøger jo hele tiden at opdyrke andre markeder, men det russiske marked er et stort marked, så det er ikke et salg, man kan bare lige kan flytte.

Kontor forsøger at fortsætte

- Det russiske marked er det næststørste efter det kinesiske, derfor er det ikke bare noget med, at vi kan sælge varerne til nogle andre. Hvis det skal ske, vil der komme flere rejer på de markeder, der er i forvejen, og det vil påvirke prisen, men vi forsøger altid at sprede vores produkter så godt som muligt, lyder det fra bestyrelsesformanden.

Polar Seafood har også et kontor i nu krigsramte Ukraine, og Henrik Leth fortæller, at seneste melding fra kontoret er, at medarbejderne forsøger at fortsætte:

- Vi har lokalt ansatte i Ukraine, hvor vi har et kontor. Tingene går rigtig stærkt, men som det ser ud nu, forsøger de at køre forretningen videre.

Grønlands Erhverv har oplyst, at Grønlands samlede eksport til Rusland var på 580 millioner kroner i 2021. Polar Seafood ønsker ikke at oplyse, hvor stor en del af eksporten, selskabet stod for.

Powered by Labrador CMS