Økonomidirektør: Jeg er beæret
Tele-Posts økonomidirektør Line Frederiksen er både stolt og beæret over mulighden for at blive bestyrelsesmedlem i guldmineselskabet AEX Gold.
Det er en dialog igennem længere tid, der har ført til, at Line Frederiksen er udpeget til at indtræde i mineselskabet AEX Gold på den kommende generalforsamling i juni.
- Jeg har igennem min dialog med selskabet oplevet en meget stor professionalisme og grundighed fra deres side, fortæller Line Frederiksen til Sermitsiaq.AG om det kommende tillidshverv.
Hun ser det som en stor fordel for Grønland, at flere herboende får muligheden for at arbejde med bestyrelsesarbejde internationalt, ”således at vi kan tage den erfaring og viden med tilbage i det grønlandske erhvervsliv”, som hun formulerer det.
Miljøvenlig udnyttelse
AEX Gold er operatør for Nalunaq A/S, som har retten til at udvinde guld ved Nalunaq samt retten til at efterforske guld i områder som dækker mere end 3000 kvadratkilometer i Sydgrønland. Det lykkedes for mineselskabet for knap et år siden at lave en kapitalforhøjelse på 357 millioner kroner. Vækstfonden og Greenland Venture er medinvestorer i mineselskabet.
- Jeg oplever et selskab, som har et stort fokus på, at projektet bidrager til en stabil og miljøvenlig udnyttelse af forekomsten på en måde, så det også kommer det grønlandske samfund til gode, siger Line Frederiksen, der tilbage i 2019 blev udnævnt til økonomidirektør i Tele-Post og efterfulgte Steen Montgomery-Andersen.
Læs også: Tele-Post-direktør får post i mineselskab