fragt

Nyt it-system skyld i gods-kaos

Kunder oplever store forsinkelser på udlevering af ejendele, der fragtes fra Grønland til Aalborg via Royal Arctic Line. Selskabet oplyser, at der kan gå måneder, før alle problemer med nyt it-system er løst.

Royal Arctic Line, RAL, Nuka Arctica
Nyt it-system giver RAL store problemer med at levere gods til kunderne til tiden fra Aalborg.
Offentliggjort

For en aarhusiansk familie er der nu gået over en uge fra den dato, hvor de var lovet, at deres ejendele kunne blive udleveret fra Royal Arctic Line i Aalborg. Og de lever i uvished om, hvornår de kan få deres ejendele.

Bookingsystem driller

Et nyt bookingsystem driller i den grad Royal Arctic Line, og det har i særlig grad ramt godsudleveringen i Aalborg, oplyser selskabet til Sermitsiaq.AG.

- Vi har problemer med at få forskellige systemet til at ”tale” sammen, og det har medført en del forsinkelser i databehandlingen. Dette går ud over kundernes internetadgang, toldbehandling og veterinærtilsyn, forklarer kommunikations- og marketingchef Ann-Britta A. Olsvig, Royal Arctic Line, i en mail.

En omlægning af de interne arbejdsprocesser har også udfordret selskabet og er årsag til forsinkelserne.

Flere måneders tilretninger

- Vi regner med, at systemet vil stabilisere sig inden for et par uger. Derefter vil der være en yderligere periode med tilretninger over de næste par måneder. Derefter skulle systemet være på et niveau, hvor vi kan begynde at fungere normalt, oplyser kommunikationschefen, der understreger, at Royal Arctic Line har stort fokus på at få udbedret uregelmæssighederne så hurtigt som muligt.

Nyhedsbrev til kunder

Royal Arctic Line oplyser, at man kan tilmelde sig et specielt nyhedsbrev på deres hjemmeside, som holder kunderne opdateret om situationen.

Selskabet oplyser, at det har været nødvendigt at udskifte det gamle it-system, da det ikke længere kunne vedligeholdes, og det var nødvendigt at investere i et nyt fremtidssikret system.

Powered by Labrador CMS