Nye videoer skal give skoleelever viden om affald og miljø
To kvinder har taget initiativ til at lave film om affald og miljø på Youtube, som skal bruges til undervisning i Folkeskolen.
Hvis man skriver Eqqakkat 101 på Youtube, så dukker der flere grønlandsksprogede videoklip op om affald og miljø.
Det er Maria Blichfeldt Petersen og Natazia Nielsen fra Ilulissat, som har taget initiativ til at lave oplysningsfilm for elever på mellem- og ældstetrin i Folkeskolen.
- Formålet med videoerne er at give en basisviden om CO2, forbrug og affaldshåndtering, så de kommende generationer i Grønland får større forståelse for, hvad man kan gøre for at beskytte miljøet, siger projektleder Maria Blichfeldt Petersen.
Videoerne ligger på Youtube frit tilgængeligt for alle. Filmene foregår primært på grønlandsk med danske undertekster. Projektlederen oplyser, at videoerne er tiltænkt undervisning i naturfag, samfundsfag og projektorienteret arbejde. Derudover følger supplerende undervisningsmateriale i form af aktiviteter og en quiz.
- Selvom materialet primært er tiltænkt folkeskolen, har vi fået rigtig god respons fra voksne og ældre, som også synes at de lærer noget af at se videoerne, fortæller Maria Blichfeldt Petersen.
Se en af videoerne herunder: